Danske håndboldkvinder møder verdensmestre ved dette års VM

Klavs Bruun Jørgensens hold møder Frankrigs regerende mestre, Tyskland, Sydkorea, Brasilien og Australien.

De danske håndboldkvinder får hård modstand, når de skal spille VM i slutningen af året. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det danske kvindelandshold i håndbold får hård gruppemodstand ved det kommende VM i Japan.

Fredag blev der trukket lod til grupperne ved turneringen, der spilles fra 30. november til 15. december.

Danmark skal op mod Frankrigs regerende verdensmestre.

Derover skal landstræner Klavs Bruun Jørgensens spillere møde Tyskland, Sydkorea, Brasilien og Australien.

I alt deltager 24 lande i turneringen, hvor de er inddelt i fire grupper med seks hold i hver.

Landstræneren mener næsten ikke, at modstanderen kunne være hårdere.

- Det bliver benhårdt. Det er bare en dræbergruppe, og jeg er selvfølgelig utrolig ked af, at vi ikke havde mere lodtrækningsheld.

- Hvis vi skal helt op, skal vi slå dem alle sammen, men vejen dertil kunne godt have være lidt nemmere, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV2 Sport.

Ud over franskmændene kan Tyskland, Sydkorea og Brasilien volde danskerne problemer, mens Australien formentlig bliver en forholdsvis nem opgave.

Danmark var placeret i andet seedningslag sammen med Norge, Sverige og Ungarn. De fire topseedede nationer var Frankrig, Rusland, Holland og Rumænien.

For to år siden nåede Danmark frem til kvartfinalen, da VM blev afholdt i Tyskland. Her tabte danskerne til Sverige.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter