Gyldent overblik: 18 spillere der skal sikre dansk EM-succes

Søndag spiller det danske kvindelandshold i håndbold anden kvalifikationskamp til EM i Sverige i 2016.

Det er næppe gået manges næse forbi, at det danske kvindelandshold i håndbold spiller VM i december på hjemmebane i Herning. Men inden det går løs mod verdens bedste hold, skal kvinderne forsøge at kvalificere sig til EM i 2016, der bliver afholdt i Sverige.

Søndag møder de Portugal i den anden kamp i gruppen, der udover Danmark og Portugal også tæller Rusland og Tyrkiet, som Danmark vandt over torsdag med cifrene 28-19.

EM-kvalkampene er de første betydningsfulde kampe, holdet skal spille, efter der er kommet ny landstræner. Og udskiftningen på bænken har også betydet udskiftning i truppen. Derfor har DR Sporten fået håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen til at vurdere de 18 spillere, der i første omgang skal forsøge at sikre Danmark en plads ved EM.

Målvogtere

Rikke Poulsen er en meget energisk målvogter, der har holdt et højt niveau sidste sæson, og faktisk bare bliver ved med at stå godt. Hun er utrolig reaktionsstærk og er rigtig dygtig på nær-, fløj- og stregskuddene. Det kan komme Rikke Poulsen til gode, at Klavs Bruun Jørgensen praktiserer det offensive forsvar, så der derved vil komme flere streg- og fløjskud og frie afslutning.

Sandra Toft er rigtig dygtig på langskuddene og god til at læse skytterne – hun placerer sig godt i målet. Jeg er spændt på at se, hvordan hun kommer til at reagere nu, hvis der kommer helt anderledes skud – når man tænker på den nye forsvarsstil.

Men hun er en dygtig målmand på allerøverste hylde, der har bevist sit værd oppe i Larvik (hendes klub, red.), og så krydser vi fingre for, at hun kan tage det niveau med sig, så vi har en sikker sidste skanse.

Stregspillere

Mette Gravholt er suverænt vores stærkeste angrebsstregspiller. Hun er utrolig dygtig til at opfange boldene. Altid spilbar, og så er hun dygtigt til at ligge og screane og dele forsvaret op.

Hendes samspil med Kristina Kristiansen er et rigtig stærkt våben. Hun har desværre store problemer defensivt, så hun skal bruge krudtet oppe offensivt, og så skal vi håbe, vi får hende ud i forsvaret, så hun ikke skal dække så meget op – det er ikke hendes styrke.

Stine Bodholt er utrolig dygtig i forsvaret. God til at markere mand/mand og hurtig på benene. Det er lige præcis sådan nogle spillere som hende, man skal have, hvis man vil dække som Klavs Bruun gør. Jeg ser hende få en stor rolle defensivt.

Kathrine Heindahl har udviklet sig meget. Hun er en spiller, der er fysisk stærk, og så er hun dygtig oppe i angrebet til at holde sin mand væk. Hun er en spiller man nogle gange godt bare kan spille bolden ned til og så kan hun vende rundt qua sin styrke.

Defensivt får hun en rolle nede bagved med modstanderholdets stregspiller – den plads, hvor man leder og dirigerer. Jeg er med på, at hun nok blot er andet valg på den plads, fordi jeg tænker, Rikke Skov skal stå dernede og lede det. Men hun kan godt, og det kan blive vigtigt for landsholdet.

Fløjspillere

Trine Østergaard er lynhurtig. Hun har en rigtig stor force i kontrafasen, så vi kan forhåbentlig få en del kontramål. I fosvaret skal hun qua sin størrelse være ret aggressiv. Men hun er ret træfsikker, og er Danmarks førstevalg på højrefløjen.

Anne Mette Pedersen er et lidt ubeskrevet blad, som Klavs Bruun har taget ind blandt andet, fordi hun dækker rigtig godt op. Er en del af København Håndbold, som har spillet helt forfærdeligt hele sæsonen.

Men hun har nogle styrker også i det defensive, hvor hun er aggressiv, stærk og pågående. Angrebsmæssigt har hun også et fint niveau.

Ann Grete Nørgaard er et af Danmarks esser. Hun er en vigtig spiller at have, fordi man kan spille bolden ned til hende, og så skal hun kun bruge en meget lille vinkel til at score sine mål.

Man kan næsten kalde hende en skraldespand – når man ikke rigtig ved, hvor man skal gøre at bolden, så kan man smide den ud til hende, og så får man for det meste en kvalificeret afslutning. Det er vigtigt, hun holder sin scoringsprocent højt oppe, så man kan regne med hende – at hun er der, hvor hun skal være. Hun er også dygtig i kontrafasen.

Maria Fisker kan nogle fantastiske ting, når hun rammer sit topniveau. Men hendes niveau skifter utrolig meget, og derfor er det nogle gange lidt svært at blive klog på. Men hun er rigtig dygtig – også i defensiven, hvor hun er aggressiv, stærk og hurtig på fødderne.

Bagspillere

Line Jørgensen er en klog spiller, der kan skyde fra distancen. Hun er dygtig nede i forsvaret, fordi hun er så stærk. Nogle gange forsvinder hun ud af kampene, men jeg håber, hun kan holde sit niveau stabilt.

Hun er dygtig i kontrafasen, har blik for stregen og er godt skydende. Så hun har alle forudsætninger for at udvikle sig og blive endnu bedre.

Louise Burgaard er fandenivoldsk. Hun er ikke helt så stærk defensivt som Line Jørgensen, men kan stadig dække fornuftigt op.

Hendes skudafvikling er helt utrolig, og så er hun dygtig til at angribe på ydersiden, og det skal hun holde fast i. Er god til at komme i fart og få sendt nogle kvalificerede skud af sted.

Anne Sophie Okkels er utrolig skudfarlig, meget bevægelig og fintestærk. Hun kommer med selvtillid, da hu har haft en fantastisk sæson hos SK Århus og har scoret mange mål. Hun kan både dække op og spille angreb. Har helt sikkert sin berettigelse på det her hold.

Kristina Kristiansen er det angrebsmæssige omdrejningspunkt på det danske hold. Det er hende, der skal ind og styre det danske angrebsspil.

Hun kommer til at få en enorm rolle. Hun har et fantastisk blik for spillet, samtidig med hun selv kan gå mand/mand og kan gå mod mål. Hun kan også selv skyde, og det er vigtigt, hun holder fast i det. Altså, at hun bevarer sin egen farlighed ikke bare fordeler boldene. Her har hun et plus i forhold til Lotte Grigel, som også er dygtig til at sætte spillet op, men ikke er så skudfarlig.

Lotte Grigel har et utrolig godt håndboldhoved. Rent taktisk er hun dygtig. Nogle gange bliver hun desværre lidt for lille, og det er derfor vigtig for hende at komme i fart.

Hun er god til at sætte spillet op og gøre andre gode – er rigtig dygtig til at kunne spille med stregen. Men nogle gange kommer hun desværre til at lave for mange tekniske fejl og spille med for stor risiko i sit spil.

Stine Jørgensen er utrolig godt skydende, når hun bliver spillet op. Men hun skal ind og sætte sig selv i respekt – tage noget ansvar. Når hun brænder et skud skal hun mere se det som en investering og ikke som en eller anden ting, man skal rende rundt og tænke over.

For hvis hun er godt skydende, så vil forsvaret, på de hold vi møder, også komme frem til hende, og så kan hun spille boldene videre og spille stregen.

Anne Mette Hansen er ikke rigtig kommet i gang i årets Dame Boxer Liga og er en del af det her meget dårlig spillende København Håndbold.

Hun har kvaliteterne og skudkraften, men mangler stadig en vigtig ting i sit spil, nemlig at kunne vurdere, hvornår der skal skydes, eller hvornår man skal spille bolden videre. Hun skal arbejde på at få tanket noget selvtillid. Stadig en joker på holdet.

(Anne Mette Hansen er efter sejren over Tyrkiet blevet sorteret fra og er ikke rejst med til Portugal, red.)

Heldigvis er Rikke Skov tilbage på landsholdet. Hun har noget af det, som meget få spillere i hvert fald i den kvindelige håndboldliga har – hun er benhård. Hun er iskold med, at hun skal ud og tackle en spiller hårdt, og hun så må ligge et minut eller to ned bagefter.

Hun er dejlig kynisk defensivt og er en lederfigur. Angrebsmæssigt præsterede hun i slutningen af sidste sæson på et meget højt niveau, og det er hun fortsat med. Rikke Skov er i min verden forsvarsgeneral, og det håber jeg, man kommer til at se i kampene.

Pernille Holmsgaard er meget svær at blive klog på. Hun svinger rigtig meget i sit niveau. Hun spiller på et hold, der har spillet forfærdeligt og har dækket forfærdeligt op. Jeg håber, hun kan spille sig ud af den her formkrise, som København Håndbold har været i.

Men jeg synes, hun må have en rolle bag Rikke Skov, og derved kan hun komme ind og supplere. Hun er løsning B eller C.

(Pernille Holmsgaard er efter sejren over Tyrkiet blevet sorteret fra og er ikke rejst med til Portugal, red.)

Facebook
Twitter