Håndbolddamer må undvære stærk back mod OL-guldvinderne

Anne Mette Hansen er skadet og må sidde over, når Klavs Bruun Jørgensens tropper møder Rusland torsdag.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det bliver et håndboldlandshold i en let svækket udgave, der torsdag spiller den første kamp i Golden League-turneringen mod Rusland i Haderslev.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen må nemlig se bort fra venstrebacken Anne Mette Hansen, der har været en af holdets mest markante spillere i det seneste års tid.

København-spilleren mødte op i landsholdslejren med en muskelforstrækning i hoftebøjerne og har måttet sidde udenfor, når resten af landsholdet har trænet.

- Anne Mette Hansen har ikke trænet med, så hun står over mod russerne, og så har vi valgt, at de tre målvogtere i A-truppen alle sidder over en kamp.

Verdenseliten venter

- Til denne kamp er det Christina Elm, som ikke er blandt de 16, og hun er så med næste gang, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Bruun Jørgensen får matchet sit hold mod den absolutte verdenselite i de kommende dage.

Foruden mødet med Ruslands olympiske mestre venter kampe mod sølv- og bronzevinderne fra Rio i form af Frankrig og Norge.

Danskerne spiller mod Frankrig i Esbjerg lørdag eftermiddag, mens nordmændene kommer på besøg i Horsens søndag.

- Vi glæder os til at komme i kamp og få efterprøvet nogle af de ting, vi har gået og trænet, og ikke mindst glæder vi os til at få set, hvor vi lige nu står i forhold til verdens bedste mandskaber, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Kampen mod Rusland begynder klokken 20.30 torsdag.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter