Kvindelandsholdet ramt af skader inden VM-kvalkamp i Schweiz

De danske håndboldkvinder må klare sig uden Fie Woller og Helena Elver i onsdagens returkamp mod Schweiz.

Fie Woller er ramt af en skade og har meldt afbud til de danske håndboldkvinders kamp mod Schweiz. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De danske håndboldkvinder er svækket på grund af to skader.

Fie Woller og Helena Elver er dømt ude af Danmarks returkamp onsdag aften i VM-kvalifikationen mod Schweiz, efter at de hver især har pådraget sig skader henholdsvis før og under landsholdssamlingen.

Danmark er derfor rejst til Schweiz med 18 ud af de 20 spillere, der har været i truppen den seneste uge.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at undvære Woller, men hende ved vi, hvad står for, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det ved vi ikke helt endnu med Helena Elver, og derfor er jeg sindssygt ærgerlig over, at vi ikke får set hende i kamp, for det har set rigtig godt ud til træning.

Mens Helena Elver fik et kraftigt vrid i anklen i den afsluttende træning inden afrejse, har Fie Woller igennem længere tid døjet med den ene skulder, og den medicinske stab har besluttet, at hun skal undersøges nærmere.

Begge skadede spillere møder dog ind i landsholdslejren igen, når holdet vender retur fra Schweiz.

Danmarks returkamp mod Schweiz i Winterthur fløjtes i gang onsdag klokken 18.15, og opgøret gælder en plads til VM i Japan i december.

Meget skal gå galt for Danmark, hvis ikke VM-billetten bliver indløst, da danskerne i lørdags vandt den første kamp med hele 35-22.

Dermed kan Danmark tåle at tabe med 12 mål.

/ritzau/

Facebook
Twitter