Landsholdsprofil trives med vilde ungarere: ’Det er andet end musik og klapperi’

Anne Mette Hansen nyder den kultur og det pres, der er i hendes ungarske klub, Györ.

Anne Mette Hansen har fire norske kolleger i ungarske Györ. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I vinteren 2017 valgte landsholdets venstre back Anne Mette Hansen at pakke håndboldskoene i tasken og flytte mere end 1000 kilometer væk.

Her byttede hun de trygge rammer i København Håndbold ud med et eventyr i den ungarske storklub Györ.

Og det er ikke et skifte, hun har fortrudt siden da. For selvom kampen om spilletid er hård hos de forsvarende Champions League-mestre, så er udfordringen og kulturen fantastisk.

Især fremhæver hun de fanatiske tilskuere, som møder hende i alle de ungarske håndboldhaller.

- Der er kæmpestor forskel på fankulturen. Der er altid mennesker i hallen, uanset om vi spiller mod et tophold eller et bundhold. Og så hepper de med liv og sjæl. I Danmark sidder folk og klapper til lidt musik, mens det i Ungarn er tilskuerne, der laver larmen, fortæller hun.

- Det stikker helt af for dem. Vores fans tager med på udebane, selvom de skal køre fire timer i bus. Det er helt ekstremt.

Bliver bedre hver dag

Det er ikke kun uden for banen, at den danske landsholdsprofil kan mærke en forskel på mentaliteten.

Anne Mette Hansen har tidligere spillet i Ajax København og København Håndbold. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Også når der skal løftes vægte i træningscenteret eller kastes med håndbolde til både træning og kamp, er det en anderledes oplevelse end hjemme i Danmark.

- Jeg træner med nogle af verdens bedste spillere. Det gør mig bedre. Træningskulturen i Györ er fantastisk, og det lærer jeg meget af. Jeg har udviklet mig på alle parametre siden mit skifte. Men det har jeg også været nødt til. For når jeg spiller med verdens bedste spillere, så kan jeg ikke bare komme og spille på 80 procent, forklarer hun.

I den ungarske liga er forventningerne tårnhøje til de mange superstjerner på storholdet. I denne sæson har Gÿor levet op til dem alle. Efter 19 kampe er holdet fortsat ubesejret.

Og de høje forventninger er også med til at præge kulturen i klubben, siger Anne Mette Hansen.

- Jeg spiller på et vinderhold. Der er stor forskel på at spille på et vinderhold og et taberhold. I Györ bliver vi nødt til at stille os frem og sige: ’Vi skal vinde. Der er ingen undskyldninger’. Den kultur kan jeg godt savne i Danmark. For hvis holdet tør stille sig frem og sige sådan, så bliver holdet også stillet til ansvar, hvis ikke der bliver leveret.

- Det er en mentalitet, jeg godt kan lide. Og jeg tror altid, at jeg har haft den mentalitet som håndboldspiller. For jeg vil være den bedste, slår hun fast.

Györ har vundet kvindernes Champions League de seneste to sæsoner. I år møder de Odense Håndbold i kvartfinalen af Europas bedste håndboldturnering.

I første omgang skal Anne Mette Hansen dog forsøge at aflevere bolden til nogle af Odense-spillerne, når hun sammen med resten af landsholdet spiller Golden League.

Danmark møder Norge i det første opgør i turneringen i aften klokken 18.

Facebook
Twitter