Landstræneren har fået en bedre kaptajn ved at gøre hende mindre vigtig

Klavs Bruun Jørgensen synes, at anfører Stine Jørgensen er blevet bedre af at skulle tage mindre ansvar.

- Jeg synes, at vi ser en Stine Jørgensen med et overskud, som klæder hende rigtig godt. Når vi tager lidt af trykket fra hende, så blomstrer hun endnu mere, siger Klavs Bruun Jørgensen. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU © Scanpix)

'Den øverste chef på et skib', står der, hvis man slår op under kaptajn i ordbogen.

En rolle, som Stine Jørgensen har fået på landsholdsskuden.

Men hvor den danske bagspiller ved EM i 2018 følte sig tynget af ansvar, nyder hun, at langt flere byder sig til, når kampene er på vippen.

- Sidste år var der for meget ansvar på mig. Der manglede vi flere til at træde i karakter. Der synes jeg, at vi har udviklet os. Vi er bredere i år og kan bruge mange flere spillere. Det har skiftet, hvem af os der har præsteret.

- Selvfølgelig er der nogle, som spiller mere end andre. Men alle kommer på banen og har en vigtig rolle, siger Stine Jørgensen.

- Hvis man skal være på det her niveau, skal man også kunne sidde på bænken og bare være klar, når man kommer ind. Det gælder ikke kun mig, siger Stine Jørgensen. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Det lyder næsten paradoksalt, at en landsholdsprofil med mere end 100 landskampe på CV’et kan trives med ikke at være garanteret en plads i startopstillingen, men det er ikke desto mindre tilfældet, hvis man spørger Stine Jørgensen.

- Jeg tror ikke, det betyder så meget, hvem der starter inde. Vi ved, at vi alle sammen kommer på banen. Når man kommer på banen, så udfylder man den rolle, man får. Det har vi været gode til.

- Hvis man skal være på det her niveau, skal man også kunne sidde på bænken og bare være klar, når man kommer ind. Det gælder ikke kun mig. Det synes jeg virkelig, vi har håndteret godt, siger Stine Jørgensen.

Har domineret i angrebet

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har helt bevidst indrettet en knap så dominerende rolle til Stine Jørgensen. Hun er selvfølgelig stadig vigtig, men det hele må ikke afhænge af den hårdtskydende Odense-spiller.

- Jeg synes, at vi ser en Stine Jørgensen med et overskud, som klæder hende rigtig godt. Når vi tager lidt af trykket fra hende, så blomstrer hun endnu mere.

- Hun har været en dominerende figur rent angrebsmæssigt, og vi har jo egentlig haft forventningen om, at Lotte Grigel skulle være ligeså dominerende og være med til at styre det her hjem. Hun har et godt og kreativt hoved til at sætte tingene sammen. Det har vi fået afstemt supergodt, og det har været meget skarpere fra Lottes side. Det gør, at vi kan tage noget ansvar fra Stine, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Klavs Bruun Jørgensen giver instrukser til Stine Jørgensen under fredagens kamp mod Frankrig. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Men selvom kaptajnen måske ikke er ligeså altafgørende på banen, er der stadig en grund til, at Klavs Bruun Jørgensen har givet Stine Jørgensen stjerner på skulderen.

- Hun skaber retning. Hun er blevet pissegod til at være direkte. Hvis der er ting, som slingrer en lille smule, kan hun være meget firkantet. Der minder hun om mig selv, da jeg var yngre. Så bliver de meldinger, hun kommer med, skåret meget firkantet. Og det er sundt engang i mellem. Og så kan vi andre være med til at nuancere, hvis der skulle være behov for det. Hun er god til lige at få folk tilbage i skuden.

Danmark spiller første kamp ved mellemrunden mod Norge i morgen.

Følg kampen direkte på DR1 eller dr.dk fra kl. 11.35. Du kan også følge opgøret direkte i LIGA på P3.