Officielt: Klavs Bruun bliver landstræner

Klavs Bruun Jørgensen er udnævnt som landstræner for håndbolddamerne. Søren Herskind bliver assistent.

Klavs Bruun Jørgensens nuværende arbejdsgiver vil som udgangspunkt ikke stå i vejen for et landstrænerjob. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

For en uge siden kunne DR Sporten som de første fortælle, at DHF forhandlede med ønskekandidaten til jobbet som damelandstræner. I dag kunne DHF så offentliggøre en treårig aftale med Klavs Bruun Jørgensen.

https://twitter.com/KlavsBJorgensen/status/554933441872269312

Han forlader dermed Team Tvis Holstebros herrerhold til sommer og står i spidsen for håndbolddamerne ved VM på hjemmebane i december.

Klavs Bruun Jørgensen har desuden valgt at genoptage trænersamarbejdet med Søren Herskind, der bliver assistenttræner på holdet i stedet for Ulrik Kirkely.

Heine Eriksen tiltræder som planlagt

DHF har tidligere i år udnævnt U17-landstræneren Heine Eriksen som midlertidig landstræner indtil 1. juni, hvorefter Klavs Bruun Jørgensen får ansvaret.

Landstrænerjobbet blev i første omgang ledigt efter at DHF og Jan Pytlick stoppede samarbejdet kort før nytår. Det skete efter en skuffende EM-slutrunde i Ungarn, hvor Danmark i lyset af medaljedrømme måtte nøjes med en ottendeplads.