Stadig krise mellem DHF og håndboldkvinder

Torsdagens krisemøde mellem DHF og kvindelandsholdet i håndbold bragte ikke nogen løsning med sig.

Krisen mellem DHF og håndboldkvinderne er stadig uløst efter mødet torsdag aften. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Torsdagens krisemøde mellem DHF og kvindelandsholdet i håndbold bragte ikke nogen løsning med sig.

DHF har ikke tænkt sig at tilbyde flere penge til kvindelandsholdet, og det blev spillerne orienteret om torsdag aften.

Hvis spillerne ikke vælger at bøje sig for DHFs krav inden lørdagens bestyrelsesmøde, så mister Danmark det kvindelandshold som blev tiljublet ved EM på hjemmebane i Herning i december.

Og det var nogle betuttede og fåmælte spillere, som DR Sporten mødte efter, at DHF havde orienteret dem på det to en halv times lange møde på Hotel Scandic i Aarhus.

- Vi har hørt lidt om hvad deres krav er, og vi har sagt at vi stadig er villige til at forhandle. Vi vil rigtigt gerne spille håndbold, så den ligger stadig hos DHF, siger Mette Melgaard til DR Sporten.

Og risikoen for at Danmark ikke længere har et kvindelandshold efter på lørdag, påvirker da også DHFs formand.

- Jeg håber ikke det kommer så vidt, men jeg vil ikke udelukke, at det kan ske. Vi har givet et tilbud, og vi synes, det er et rimeligt tilbud, pigerne har fået. Og vi håber stadig, at de vil spille på landsholdet. Vi hverken kan eller vil tvinge spillere til at spille på landsholdet, siger formand for DHF, Per Rasmussen

Begge parter er nu gået hver til sit for at diskutere men befinder sig stadig på hotellet.

Facebook
Twitter