Uheldig dansk landsholdsprofil misser EM: 'Jeg er meget hårdt ramt'

Landsholdsspilleren Mia Rej er blevet knæskadet og misser dermed håndbold-EM i næste måned.

Mia Rej misser EM-slutrunden i håndbold for kvinder. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Uheldet bliver ved med at forfølge Odense Håndbolds Mia Rej, der i torsdagens ligakamp mod Silkeborg-Voel fik et vrid i knæet.

Rej er her til aften blevet scannet, og dommen var desværre, at playmakeren har pådraget sig en meniskskade i venstre knæ.

Skaden betyder, at Mia Rej misser en række vigtige liga- og Champions League-kampe for Odense Håndbold, men samtidig også, at profilen må melde afbud til det forestående EM i håndbold for kvinder i november.

- Jeg er meget hårdt ramt lige nu og særligt tanken om, at jeg misser EM, gør ondt. Jeg har ikke yderligere at tilføje og ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, siger Mia Rej i en pressemeddelelse.

Uheldet skete selvsamme dag, Mia Rej var blevet præsenteret som en del af EM-truppen af landstræner Jesper Jensen.

  • Mia Rej under EM-slutrunden på hjemmebane i 2020. Playmakeren har spillet 40 A-landskampe for Danmark og scoret 90 mål. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
  • Under åbningskampen ved VM i 2021 blev en holdkammerat skubbet og væltede ned over Mia Rejs knæ. Uheldet var meget voldsom og flere spillere var tydeligt påvirket af situationen, der betød, at Rej ikke spillede mere ved slutrunden. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Det er tredje gang, at knæskader sætter en stopper for Rejs slutrundedeltagelse. I 2018 var playmakeren ude for et grimt uheld, der betød, at hun måtte melde afbud til EM, og ved VM sidste år kostede et ødelagt ledbånd i åbningskampen hende resten af slutrunden.

Skaden sætter landstræner Jesper Jensen i en vanskelig situation her kort inden EM-slutrunden, som begynder 4. november. Lige nu er det dog det menneskelige, som fylder.

- Da det skete i går (torsdag aften, red.), fik jeg helt ondt i maven og tænkte tilbage på de to andre gange og sagde, at det måtte bare ikke ske en tredje gang. Jeg har gået og krydset fingre i dag, men med ondt i maven over 'hvad nu hvis.', siger Danmarks landstræner, Jesper Jensen, til DR Sporten.

- Jeg har slet ikke nået at kigge på, hvad det betyder for holdet. Jeg er bare virkelig ked af det på hendes vegne. Virkelig ked af det, siger Jesper Jensen.

Der findes ikke en til en-erstatning for Rej

Odense-spilleren fik slutrundedebut i en relativt sen alder (som 29-årig i 2019, red.), men har siden, når hun ellers har holdt sig skadesfri, været fast inventar i først Klavs Bruun Jørgensen og siden Jesper Jensens trupliste på Danmarks landshold.

Playmakeren har op til denne sæson netop kæmpet sig tilbage fra den knæskade, hun fik ved VM sidste år, og her hun har imponeret landstræneren.

- Vi har været glade for, hvad vi har set, efter at hun er vendt tilbage, så hun var tiltænkt en stor rolle ved EM. Det kommer vi i den grad til at mangle.

- Nu skal vi til at lægge et nyt puslespil, siger Jesper Jensen.

Landstræner slår fast, at der ikke findes nogen en til en-afløser for Rej.

- Så bliver det bare dårlige kopier, og det er vi ikke interesseret i, siger landstræneren.