Verdens bedste - selv med færre penge

Guldbageren Ligaen har været igennem en økonomisk hestekur, som har fået mange profiler til at søge væk. Men det er stadig en attraktiv liga.

Gro Hammerseng er en af de profiler, der har forladt dansk håndbold. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

I takt med, at pengene er blevet mindre over de seneste par sæsoner, er de udenlandske profiler forsvundet fra den hjemlige Guldbageren Liga i håndbold. Og spørgsmålet er, om den højt besungne liga stadig kan kaldes verdens bedste, som dansk kvindehåndbold har brystet sig med i en årrække.

Spørger man en række udenlandske stjerner, er svaret fortsat et ja. I hvert fald når man også måler på andre parametre som bredde, opmærksomhed og social tryghed.

Carmen Amerei har spillet i en række danske klubber og befinder sig lige nu i Viborg HK. Men hun har også været professionel i hjemlandet Rumænien og ved godt, hvor hun helst vil spille.

- Der er en helt særlig kultur i dansk håndbold. Folkene i klubberne arbejder hårdt for at få tingene til at fungere, og de får én til at føle sig værdsat. Der kommer også mange mennesker til kampene, og det gør det til noget særligt at spille her. Jeg har helt klart haft mine bedste år i dansk håndbold, siger rumæneren og minder på den måde om, at pengene ikke nødvendigvis er det vigtigste for en spiller. Også det sportslige vægter hun højt.

En af de bedste

- Den danske liga er helt klart en af de bedste ligaer, der findes, hvis ikke den bedste. Bredden er i hvert fald langt større end i Rumænien, hvor der findes ét godt hold, og hvor man mange gange godt ved, hvordan en kamp ender. I Danmark kan man aldrig vide sig helt sikker på en sejr, siger hun.

Også rumænerens tyske holdkammerat i Viborg, Anja Althaus, er begejstret for dansk håndbold. Det var ikke kun, fordi hun har fundet sig en dansk kæreste, at hun i foråret valgte at forlænge med Viborg og blive i Danmark i stedet for at vende hjem.

- Håndbold har en helt anden status i Danmark end i mange andre lande. Når tyske spillere hører om, hvordan vi har tv på mange af vores kampe og om, hvor stor medieopmærksomhed, vi får, så har de svært ved at tro det. Det var også derfor, at jeg selv i sin tid ville til dansk håndbold. Jeg ville prøve at opleve det, som man kun kan drømme om i Tyskland, siger hun.

Mange Europa Cup-finaler

Hvad det sportslige angår, mener Anja Althaus også, at sidste sæsons Europa Cup-finaler, hvor danske klubber var repræsenteret i tre af slagsen og vandt to, siger noget om, at kvaliteten og bredden blandt de danske topklubber fortsat er høj.

En af dem, der har forladt dansk håndbold, er norske Gro Hammerseng. Hun skiftede i sommerpausen fra FC Midtjylland til norske Larvik. Men det er ikke et udtryk for, at dansk håndbold er blevet uinteressant.

- Den danske liga ligger stadig meget højt oppe, selv om jeg har svært ved at vurdere niveauet i denne sæson, fordi jeg ikke har set nogen kampe. Personligt havde jeg bare brug for en ny udfordring efter syv år i Danmark, og jeg ville også gerne hjem til Norge igen. Jeg fik et fint tilbud fra Larvik, som jeg sagde ja til, men jeg kunne have tjent flere penge i Danmark, hvis det var det, jeg ville, siger Hammerseng.

Facebook
Twitter