VIDEO: Da Danmark vandt EM på hjemmebane – igen!

DR Sporten markerer VM i kvindehåndbold med et tilbageblik på 90’ernes og 00’ernes historiske triumfer. I dag EM 2002.

Det igangværende håndbold-VM i Serbien markerer 20-året for begyndelsen på et rød/hvidt håndbolddynasti.

Det var jo i 1993, at Anja Andersen, Janne Kolling, Rikke Solberg, Susanne Munk og resten af "Danmarks Jernhårde Ladies" efter en medaljetørke på 31 år tog sølv ved VM i Norge og satte gang i en årrække, hvor juletid (og sensommertid hvert fjerde år) altid var lig i national håndboldekstase.

Det fejrer vi selvfølgelig her på DR Sporten, så under det igangværende VM ser vi tilbage på årenes store og mindeværdige danske triumfer. Og så krydser vi fingre for, at turneringen i Serbien kickstarter en ny gylden ære.

EM-finale 2002 i Aarhus, Danmark-Norge 25-22 (13-11)

Siden OL-triumfen i 2000 var Danmark havnet på 10-pladsen ved EM samme år og på fjerdepladsen ved VM året efter.

En tynd optakt til EM på hjemmebane i 2002, men under hjemlige himmelstrøg leverede et totalt transformeret dansk hold en fantastisk julegave til håndboldnationen i form af et sæt guldmedaljer.

Resterne af stammen på 90'ernes succeshold var nu endegyldigt forsvundet, og spillere som Kristine Andersen, Karin Mortensen, Karen Brødsgaard, Rikke Hørlykke, Lotte Kiærskou, Katrine Fruelund og Josephine Touray beviste, at de kunne uden 90'ernes store helte.

Særligt Karin Mortensen var helt forrygende spillende under turneringen. Hun blev kåret til turneringens bedste spiller, og hendes præstationer kan også aflæses i resultaterne af Danmarks kampe.

Kun én gang lukkede landsholdet mere end 23 mål ind. Det var i den sidste kamp ved hovedrunden, som blev vundet med 28-25 over Jugoslavien.

Efter semifinalesejr over Rusland var Norge nok engang modstanderen i finalen - ligesom holdet var det ved EM i 1996 (dansk sejr) og EM i 1998 (norsk sejr) - og i Aarhus blev det til dansk guld med en 25-22-sejr efter 13-11 ved pausen.

Højdepunkter fra finalen mod Norge kan ses i klippet ovenfor. I klippet er der desuden interviews med Karin Mortensen, Mette Vestergaard og Line Daugaard. Holger Rasmussen speaker.

Senere under den igangværende slutrunde finder vi højdepunkter fra OL-triumfen i 2004 frem.

Facebook
Twitter