VIDEO Mentalcoach hjalp Mette Tranborg: 'Det var aldrig godt nok'

Den unge landsholdspiller har fået hjælp af en mentalcoach til at bruge sin perfektionisme konstruktivt.

På trods af sin unge alder er Mette Tranborg en fast del af håndboldlandsholdet.

For fire år siden blev hun kåret til årets kvindelige talent, og i en alder af 22 år har hun allerede deltaget ved to slutrunder.

Men på trods af succesen har hun ikke altid været lige god ved sig selv, og det er til tider gået ud over præstationerne.

- Der var aldrig noget, der var godt nok. Jeg stillede enormt høje krav til mig selv, siger hun.

- Og så er det, hvis man bliver for kritisk og ikke bruger det konstruktivt, så begynder det at gå lidt nedad.

Perfektionismen bruges konstruktivt

Men da hun opsøgte en mentalcoach, blev hun bedre til håndtere sin selvkritik.

- Det gav mig nogle redskaber til at bruge den her perfektionisme og de høje krav til at lægge nogle lag på og bruge det positivt, siger hun.

Nu er hun mere i balance end nogensinde og klar til at skabe resultater.

- Det ypperste mål er at få vundet så mange medaljer som muligt hjem til Danmark, siger hun.

Se indslaget med Mette Tranborg i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter