Håndboldklubben Aalborg DH kunne mandag præsentere flere nye spillere til truppen. I Nimes i Frankrig har den nordjyske klub fundet den norske målvogter Linda Hansen, som de seneste år har vist et højt niveau.
- Efter ni sæsoner i Norge, Sverige og Frankrig er jeg meget glad for at komme til den danske liga. Vi vil have et spændende hold med en blanding af unge og gamle spillere, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at trives og fortsætte min udvikling, siger Linda Hansen i en pressemeddelelse.
Derudover har Aalborg DH hentet Christine Knudsen i Team Tvis Holstebro. Man har samtidig skrevet kontrakt med Line Sulbæk, som kommer fra klubbens egne rækker, og endelig har man forlænget aftalen med bagspilleren Katrine Stilling med yderligere et år.