Estavana Polman forlænger med Team Esbjerg

Den hollandske håndboldstjerne har forlænget sin kontrakt med et år.

Team Esbjerg-profilen Estavana Polman har forlænget sin kontrakt i den vestjyske håndboldklub. Hollænderen har været i klubben siden 2013 og kan nu forlænge sit ophold med endnu et år.

Den hollandske stjernespiller er glad for at kunne forlænge sin kontrakt i en klub, hvor hun stadig føler, hun har mere at give.

- Jeg er stadig glad i klubben og tror, at den kan flytte sig endnu mere. Det var noget andet, hvis vi ikke gjorde det. Jeg synes, vi gør det godt for tiden, siger Estavana Polman.

Der er gode muligheder i Esbjerg

Estavana Polman har valgt at forlænge med de forsvarende DM-vindere, da hun stadig ser et udviklingspotentiale i truppen.

- Vi kan gøre fremskridt i Champions League, vi har et godt hold. Vi beviser også, at vi er et af de bedste hold i ligaen.

- Vi må se, hvordan det kommer til at gå i slutspillet. Jeg tror, vi kan tage endnu et skridt fremad. Vi kan være stolte over, hvad vi har opnået indtil videre.

En af de store årsager til forlængelsen er familien, der er faldet til i det vestjyske.

- Familien betyder meget. De er glade her. Det er ikke den vildeste by at bo i, siger hun og griner.

- Vi kan lide roen. Det er det vigtigste. Blandingen mellem håndbold og familie. Hvis vi har det godt, er alt godt. Det føles rigtig godt her, jeg ved, hvad jeg har.

Polman har tidligere spillet i Sønderjyske Håndbold, VOC Amsterdam og AAC Arnhem.

Du kan se et uddrag af Estavana Polmans interview med Tina Müller øverst i artiklen, hvor hun uddyber sin kontraktforlængelse.

FacebookTwitter