Gravid ligatopscorer er færdig for sæson

NFH-spilleren Johanna Westberg misser også EM-slutrunden på grund af sin graviditet.

Nykøbing Falsters Johanna Westberg glæder sig til blive mor for første gang. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Håndboldligaens topscorer svenske Johanna Westberg er færdig for sæsonen.

Det er glædeligt nyt, der holder Nykøbing-Falster spilleren fra håndboldbanen, hun er nemlig gravid med sit første barn.

- Min kæreste og jeg er virkelig glade og glæder os til sommeren. Selvfølgelig er det lidt træls, at jeg ikke kan afslutte den her sæson med NFH, når vi ligger på en flot 3. plads i tabellen og er videre i Europa, siger hun til klubben i en pressemeddelelse.

- Sådan en ting er svær at planlægge, og vi er bare fantastisk glade og glæder os til det som venter.

Westberg har termin til juni, og er af samme grund heller ikke med det svenske landshold til EM slutrunden, hvor netop Sverige fredag aften er Danmarks modstander i den første gruppekamp.

- Jeg satser på at være tilbage på banen efter sommeren, og håber på at jeg kan komme tilbage til det niveau, som jeg stopper på nu, siger svenskeren.

Danmark og Sverige spiller fredag aften klokken 21. Du kan følge opgøret i Liga på P3 eller på TV 2.