Grundspillet er slut: Ringkøbing rykker direkte ud af håndboldligaen

Et nederlag i Skanderborg betyder, at Ringkøbing må en tur i den næstbedste række i næste sæson.

Ringkøbing Håndbold her i lyserød skal spille i 1. division i næste sæson. (Foto: Jørgen Kirk © Scanpix)

Efter seks sæsoner i den bedste række er festen foreløbig forbi for Ringkøbings håndboldkvinder.

Vestjyderne tabte onsdag aften den sidste grundspilskamp med 22-28 på udebane til Skanderborg. Det betyder, at holdet slutter sidst i HTH Ligaen og må en tur i 1. division i den kommende sæson.

Ringkøbing slutter sæsonen med seks point, hvilket er et færre end EH Aalborg, som tabte til Silkeborg-Voel, men alligevel får en ekstra chance for at redde eksistensen i den bedste række i et nedrykningspil.

1

Glæde i Aalborg

Laura Damgaard Lund og EH Aaborg skal spille nedrykningsspil. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ringkøbings nederlag kunne de altså glæde sig over i Aalborg, som med et 21-24-nederlag forsømte selv at klare skærene mod Silkeborg-Voel.

Aalborg kom ellers fremragende fra start, men det blev til et nederlag, som i den sidste ende ikke får nogen betydning for hjemmeholdet, som nu kan se frem til nedrykningsslutspil sammen med fire andre hold. Her starter Aalborg med nul point.

I nedrykningsspillet er: Silkeborg-Voel, Skanderborg, Ajax København, Randers og EH Aalborg.

2

Team Esbjerg sikrer sig godt udgangspunkt

Team Esbjerg tager to point med sig i slutspillet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg har to point med videre, når de tager hul på slutspillet om guldet i HTH Ligaen.

Det blev en kendsgerning, da det vestjyske hold i sidste spillerunde vandt udekampen mod Randers HK med 24-20.

Sejren sikrede Esbjerg andenpladsen, der ligesom førstepladsen giver to point med til de kommende gruppespil, som de bedste otte klubber tager part i.

3

København videre som 4'er

Anne Cecilie de La Cour og resten af København Håndbold-holdet er videre i slutspillet som et point. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

København kunne i teorien tage andenpladsen med en sejr, hvis Esbjerg samtidig tabte i Randers, men det scenarie lod det ikke til, at københavnerne havde tro på. I hvert fald blev hjemmekampen mod Aarhus United tabt 21-27.

København får som nummer fire nu et point med til slutspillet ligesom Herning-Ikast, der avancerede til tredjepladsen med hjemmesejren på 24-22 over Nykøbing Falster.

Sidstnævnte kunne med en sejr have snuppet fjerdepladsen, men slutter i stedet som nummer fem og får ingen point med til slutspillet.

4

Aarhus, Viborg og TTH i slutspillet

En af sæsonens helt store overraskelser har været Aarhus United, der sikrede sig en 6. plads i grundspillet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Allerede inden sejren over København stod det klart, at Aarhus ville slutte på sjettepladsen, mens Viborg HK ville slutte som nummer syv.

Sidstnævnte tabte onsdagens hjemmekamp med 23-27 til TTH Holstebro, som dermed sikrede sig den ottende og sidste plads i slutspillet.

Allerede inden sidste runde stod det klart, at Odense ville nappe førstepladsen, men fynboerne tog sig nu alligevel sammen i hjemmekampen mod Ajax, der blev vundet med 27-17.

I slutspillet er: Odense, Esbjerg, Herning-Ikast, København, NFH Nykøbing, Aarhus United, Viborg og TTH Holstebro.

/ritzau/

Facebook
Twitter