Horsens henter Viborg-keeper

Horsens Håndboldklub har skrevet en to-årig kontrakt med målvogteren Marie Staun. Samtidig ophæver klubben aftalen med norske Olaug Iren Lode.

Horsens Håndboldklub har skrevet en to-årig kontrakt med Marie Staun, der tidligere på sæsonen har været udlejet til klubben fra Viborg HK.

Den 22-årige målvogter starter dog først i Horsens den 1. juli.

- Jeg har større ambitioner end bare at være tredjevalg i Viborg HK. Jeg har været glad for min tid i klubben, men jeg har fået mod på mere, og nu ser jeg frem til at få noget mere spilletid i Horsens, siger Marie Staun.

Cheftræner Kenneth Sahlholdt betegner hende som en 'atypisk målvogter, da hun ikke er så høj'.

- Men hun er god til at læse skytterne og placerer sig rigtigt godt i forhold til forsvaret. En anden kvalitet er hendes hurtighed og smittende humør, siger han.

Samtidig er klubben blevet enig med norske Olaug Iren Lode om at ophæve kontraktne per 1. februar.

Hun kom til klubben i denne sæson, men har kun spillet tre kampe, da en betændt akillessene har drillet hende.

- Jeg har et års orlov fra mit job i Norge, men kan allerede begynde der igen d. 1. februar, så det glæder jeg mig til. Jeg håber at min skade vil komme sig, så jeg kan fortsætte min håndbold karriere i Norge, siger hun.

Facebook
Twitter