Jan Pytlicks datter skifter til skadesplagede Odense Håndbold

Ligaens førerhold har skrevet kontrakt med Camilla Pytlick, der er datter til holdets cheftræner Jan Pytlick.

21-årige Camilla Pytlick skifter til Odense Håndbold fra Gudme HK. (© Odense Håndbold)

Kvindeligaens førerhold, Odense Håndbold, er hårdt ramt af skader til flere profiler – heriblandt landsholdsspilleren Stine Jørgensen. Det lægger stort pres på truppen i et tæt program med kampe i både ligaen og Champions League.

Derfor har man tirsdag hentet nye kræfter til holdet, og det er en spiller med et efternavn, som er meget bekendt i Odense. Klubben har nemlig skrevet kontrakt Camilla Pytick, der er datter af cheftræner Jan Pytlick.

Selvom den 21-årige playmakeren med det iøjnefaldende navn netop er skiftet til Odense Håndbold, så har Camilla Pytlick faktisk trænet med holdet i halvandet år – formentlig på grund af sin fars tilknytning til klubben.

- Det er utroligt spændende at skulle starte i Odense Håndbold. Det glæder jeg mig meget til. Jeg har jo været så heldig at træne med Odense Håndbold gennem et stykke tid nu, så jeg kender mange af pigerne, og jeg kender spillet.

- Jeg kommer jo godt nok ind i truppen på en lidt sørgelig baggrund, hvor nogle spillere er småskadede. Min rolle bliver så at komme ind og supplere holdet, og det er en udfordring, som jeg som sagt glæder mig meget til, siger hun i en pressemeddelelse.

Far og cheftræner Jan Pytlick glæder sig over at få nye kræfter ind i truppen i en tid, hvor man er hårdt ramt på skades fronten.

- Vi er glade for, at Camilla (Pytlick, red.) er kommet ind i truppen. Hun har trænet med os det sidste halvandet års tid, så hun kender holdet godt og kender vores spil, siger han.

Camilla Pytlick skifter til ligaens nummer et fra Gudme HK og har skrevet kontrakt til næste sommer.

Hun kan få sin debut for Odense Håndbold, når de onsdag møder ligaens nummer to, Team Esbjerg.

Kvindeholdet fra Odense spiller desuden deres næste kamp i det indledende gruppespil i Champions League på søndag mod norske Larvik - et opgør du kan se på DR1 fra 13.10.

Facebook
Twitter