Karin Mortensen til SK Århus

Landsholdskeeper Karin Mortensen skifter til oprykkerne fra SK Århus fra den kommende sæson.

Landsholdskeeperen Karin Mortensen har fra den kommende sæson skrevet kontrakt med oprykkerne fra SK Århus. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Så er Karin Mortensens fremtid langt om længe på plads. Oprykkerklubben SK Århus har sikret sig landsholdskeeperens underskrift på en to-årige kontrakt, der gælder fra den kommende sæson.

I slutningen af december havde Karin Mortensen ellers indgået en aftale med GOG-Svendborg gældende fra sommeren 2006, men i starten af marts måned fortrød Ikast-Bording-keeperen så de fynske fremtidsplaner.

Aftalen med GOG-Svendborg blev derfor annuleret, og da Ikast-Bording samtidig skrev kontrakt med Mortensens landsholdskollega Rikke Schmidt, var den 28-årige Karin Mortensens fremtid pludselig noget usikker.

Landsholdskeeperen har siden 2002 spillet for Ikast-Bording, som hun spillede sin sidste kamp for onsdag aften i DM-semifinalen mod Slagelse. Karin Mortensen er dobbelt olympisk mester og europamester med landsholdet, hvor hun har vogtet målet siden 2000.