Lider årets første nederlag: Viborg slår Esbjerg i drama

Viborg slog Esbjerg, som tabte for første gang i 2019, og dermed er holdenes pulje i slutspillet helt åben.

Viborg HK mødte Team Esbjerg. Foto: Morten Pedersen. (Foto: MORTEN LEE PEDERSEN/Ritzau Scanpix) (Foto: MORTEN LEE PEDERSEN © Scanpix)

Pulje 2 i håndboldkvindernes slutspil blev åbnet gevaldigt torsdag, da Aarhus United og Viborg HK hentede sejre.

Først slog aarhusianerne hjemme Herning-Ikast 23-20, og senere torsdag var det så i Viborg, at jublen kunne bryde ud, da Team Esbjerg var på besøg.

Her vandt Viborg en tæt sejr på 27-26, da Viborg fastholdt et angreb i slutsekunderne, og dermed blev der sat en stopper for Esbjergs imponerende stime af kampe uden nederlag.

Seneste nederlag til Esbjerg var i pokalturneringen 29. december, og i ligasammenhæng tabte Esbjerg senest 14. november i fjor.

Med resultaterne torsdag, så har både Aarhus United, Viborg HK og Team Esbjerg to point, mens Herning-Ikast har et enkelt.

Esbjerg havde to point med over fra grundspillet, hvorfra Herning-Ikast ankom med sit ene point.

Viborgs Kristina Jørgensen var hjemmeholdets profil i opgøret med sine ni mål, mens Estavana Polman strålede hos gæsterne med sine 12 scoringer i kampen.

De to klubber gav hinanden en seværdig første halvleg med tempo og flotte scoringer, og meget sigende sluttede halvlegen med en flot scoring af Kristina Jørgensen, da hun greb bolden og hamrede Viborg foran 17-15, som også blev pausestillingen.

Dermed nåede Kristina Jørgensen op på fire mål ligesom holdkammeraten Line Haugsted i de første 30 minutter, men efter pausen trak Kristina Jørgensen fra.

Hos gæsterne svang Estavana Polman også taktstokken i første halvleg, hvor hun scorede hele syv gange.

Det var dog Kristina Jørgensen, der først bød op til dans i anden halvleg, som blot var få sekunder gammel, før hun tordnede bolden op i det ene målhjørne og bragte Viborg foran 18-15.

Midtvejs i anden halvleg var gæsterne kommet tilbage, og var foran 22-21, og Estavana Polman havde scoret halvdelen af målene.

Det var ikke Kristina Jørgensen mod Polman, men det var tæt på.

Kampen forblev tæt hele vejen med 24-23 til Viborg med fem minutter igen, og så øgede Kristina Jørgensen på et hopskud til 25-23 med tre minutter tilbage.

Så lignede det endnu et skridt mod sejren, men foran 27-25 fik Vilde Mortensen Ingstad reduceret for Esbjerg, og efter en timeout var Viborg i angreb i de sidste sekunder og formåede at holde fast i bolden og sikre sejren.

/ritzau/

Facebook
Twitter