Ligaens eneste kvindetræner er kampklar

Mette Klit håber at få vendt skuden i Viborg, men tænker ikke på fremtiden endnu.

- Det vigtigste er at få vendt bøtten og kvalificere os til DM-finalen, siger Viborg-kvindernes nye cheftræner, Mette Klit. (Foto: Rune Feldt-Rasmussen © Scanpix)

Efter fyringen af Jakob Vestergaard har Viborg fået noget så sjældent set som en kvindelig cheftræner. 39-årige Mette Klit tager over for resten af sæsonen, og ifølge direktør Peter Cassøe er hun blandt kandidaterne til at overtage cheftrænerposten permanent, hvis hun leverer varen.

- Det har jeg egentlig ikke noget forhold til. Nu og her handler det om at få løst de opgaver, der ligger foran os. Det vigtigste er at få vendt bøtten og kvalificere os til DM-finalen, så må vi se på resten, når vi kommer dertil, siger Mette Klit til DR Sporten.

Det har været en svingende sæson for det sejrsvante Viborg-hold, og ovenpå lørdagens nederlag og ringe indsats mod FC Midtjylland fik Jakob Vestergaard altså en fyreseddel. Trods omstændighederne kom den nye situation bag på Mette Klit.

En mærkelig overgang

- Jakob og jeg har kørt parløb i nogle år med stor succes, så for mig personligt er det en mærkelig overgang og er gået stærkt. Men pigerne har taget det helt fantastisk og har givet udtryk for fuld opbakning, siger Mette Klit, som håber at kunne få vendt skuden ovenpå indsatsen mod FCM.

- Vi faldt fra hinanden i lørdags, og det er uacceptabelt. Men vi har haft uhørt mange skader i denne sæson, og der har manglet stabilitet i og med vi ikke har været sammen, og det har givet os problemer. Nu gælder det om, at give spillerne selvtillid og finde fighterånden tilbage, fortæller Mette Klit.