Line Jørgensen endelig fri af rumænske klør: ’Har kostet nattesøvn’

Team Esbjerg har modtaget Line Jørgensens spillercertifikat, og bagspilleren kan dermed debutere onsdag aften.

Line Jørgensen er nu endelig Team Esbjerg-spiller, og hun kan debutere onsdag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det har været en lang og sej kamp for håndboldspilleren Line Jørgensen at komme væk fra den rumænske klub Bucuresti. Team Esbjerg har endelig modtaget hendes spillercertifikat, så hun kan få debut i onsdagens pokalkamp mod Hadsten.

En klausul i Line Jørgensens kontrakt gjorde det muligt for hende at forlade Bucuresti et år før kontraktudløb, men sådan så rumænerne ikke på tingene. En længere tvist har derfor betydet, at Jørgensens skifte til Team Esbjerg er blevet forhalet.

Nu er der imidlertid indgået forlig mellem klubberne, og det har krævet hjælp fra både de danske og europæiske håndboldforbund. Spillercertifikatet er i DHF’s hænder, og der er nu sat punktum i tovtrækkeriet med Bucuresti.

- Jeg er meget lettet over, at sagen er landet, og at jeg nu har fået mit spillercertifikat fra Bucuresti. Det har været hårdt, særligt i den seneste periode, fordi vi nærmer os at skulle spille kampe. Det har også kostet nattesøvn, fordi man føler sig så magtesløs. Heldigvis har Team Esbjerg hele tiden været til rådighed og støttet, og Håndboldspillerforeningen har bistået med sin store viden om kontraktforhold, siger Line Jørgensen i en pressemeddelelse.

Ifølge TV 2 Sporten har Line Jørgensen selv og Team Esbjerg måtte smide penge i puljen for at få sagen lukket og skaffe certifikatet. Det siger Jørgensens agent til mediet.

Team Esbjerg åbner sæsonen på udebane mod Hadsten i pokalturneringen onsdag aften. Her er Line Jørgensen med i truppen og kan få debut for holdet.

Den 28-årige bagspiller, der er noteret for 149 landskampe for Danmark, har tidligere spillet i GOG, Odense Håndbold og FC Midtjylland.

Facebook
Twitter