Nu skal der guld til hovedstaden: 'Vi kan altså også godt spille håndbold i København'

Hvis København Håndbold tirsdag aften vinder over Odense, så ryger guldet til hovedstaden for første gang i næsten 30 år.

20-årige Mai Kragballe deltager i disse dage i sit andet finalespil for København Håndbold. (Foto: denielsen.foto@gmail.com © Dan Eugen Photography)

1989. Så langt skal man tilbage, før man sidst så et københavnsk damehold i den bedste håndboldliga vinde guld.

Dengang blev mestrene FIF fra Frederiksberg, og tirsdag kan København Håndbold igen tage guldet hjem til Frederiksberg, hvis holdet tager en sejr over Odense på udebane efter at have vundet første opgør på hjemmebane.

For den blot fem år gamle klub vil det være kronen på værket i en flot sæson, der også bød på sejr i grundspillet, men for den blot 20-årige playmaker Mai Kragballe, vil det være noget helt specielt at tage pokalen med hjem til Frederiksberg-hallerne.

- Det vil virkelig være det fedeste som Frederiksberg-pige at stå med en guldmedalje i København Håndbold, siger hun.

Mai Kragballe er med egne ord ”nærmest vokset op i Frederiksberg-Hallerne”. Hun begyndte at spille håndbold i FIF, da hun blot var syv år gammel, og efter en afstikker til FC Midtjylland vendte hun i 2015 hjem til Frederiksberg for at tørne ud for "Tigrene".

- Jeg skiftede til København Håndbold med drømmen om at få DM-guldet til København, så det er helt surrealistisk, at vi nu står her og har mulighed for at vinde det for andet år i træk, siger playmakeren, der drømmer om at vise, at København er en håndbold-by.

- Et mesterskab vil betyde meget for København. Især med den her krig, der altid har været mellem øst og vest, hvor det vestlige Danmark altid har været i overtal i forhold til antal klubber og spillere.

- Så kan vi måske også få lukket ned for det med, at man ikke kan finde ud af at spille håndbold i København, for det kan vi sagtens.

Region Hovedstaden er den af landets fem regioner, hvor der er færrest, som er medlem af en håndboldklub, da medlemstallet ifølge DIF ligger på 0,93 procent af befolkningen. Det er betydeligt lavere end landsgennemsnittet på 1,82 procent.

Men Mai Kragballe tror og håber, at håndboldfeberen i hovedstaden kan indfinde sig, hvis København Håndbold vinder guldet. Hun mener faktisk allerede, at det er begyndt at gå i den rigtige retning.

- Allerede nu er der kommet meget fokus på København Håndbold, og det kan man også mærke i klubberne i området. Der er kommet mere interesse, og så håber jeg da, at sådan en som mig kan være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre, hvis bare man tror nok på sine drømme. Det vil jeg i hvert fald gerne være med til at vise.

Men skal Mai Kragballes drøm gå i opfyldelse, så skal der en sejr til på en svær udebane i Odense. I sidste sæson vandt københavnerne også det første finaleopgør mod Nykøbing Falster Håndbold, men tabte så de to efterfølgende, og det resulterede i, at guldet blev sendt sydpå.

Men der er sket meget siden, og cheftræner i København Håndbold Claus Mogensen fortæller, at han i år kan mærke en anden sult efter guld på sit hold.

- Når jeg ser tilbage, så kunne jeg ane en snert af tilfredshed over bare at have nået finalen sidste år, og den er der ikke i år. Der var glæde over sejren i weekenden, men der var ingen tilfredshed. Der var ydmyghed, og de har en kæmpe lyst til at vinde kampen i aften. Spillerne er meget fokuserede, og der er meget stor fokus på at vinde, siger han.

Kampen mellem Odense Håndbold og København Håndbold spilles klokken 20.15 tirsdag aften, og den kan følges i LIGA på P3.