Nykøbing Falster henter brasiliansk verdensmester

Den storsatsende klub henter Barbera Arenhart i rumænsk håndbold.

Barbera Arenhart rykker fra Rumænien til Falster. (Foto: Srdjan Stevanovic © Getty Images)

Nykøbing Falster Haandbold (NFH) fortsætter den massive oprustning frem mod den nye sæson. Seneste tilføjelse til truppen er den brasilianske keeper Barbera Arenhart, der ved VM i 2013, hvor Brasilien vandt VM-guld, blev valgt som turneringens bedste.

Brasilianeren kommer til fra den rumænske klub HCM Baia Mare, som hun skiftede til sidste år. Hun har også spillet for i Østrig for Hypo Niederösterreich.

To sæsoner i træk er NFH sluttet på sidstepladsen i ligaen, men har alligevel undgået nedrykning, da Skive og Vejen trak sig og efterlod en ledig plads, som NFH overtog.

Stærkt makkerpar i målet

Op til denne sæson er der dog noget, der kunne tyde på, at ambitionerne rækker længere end til bundkamp, for udover Barbera Arenhart har klubben også hentet landsholdsspillerne Kristina Kristiansen og Mette Gravholt til klubben.

Cheftræner Niels Agesen, der også er kommet til efter sæsonen, er godt tilfreds med den seneste tilføjelse.

- Vi får i Barbera en fantastisk målvogter og en pige med en tiltalende personlighed og fremragende udstråling. Jeg tror, vi kan være med til at videreudvikle Barbera og glæder mig over, at vi med hende og Mette Iversen Sahlholdt i målet har det vel nok mest rutinerede målvogterteam i ligaen, siger han.

Niels Agesen kom til Nykøbing Falster fra Team Tvis Holstebro, hvor han blev fyret efter sidste sæson.