Nykøbing Falster holder liv i spinkelt medaljehåb

NFH fik slettet nullet i håndboldkvindernes slutspil, men der er stadig langt til semifinalerne.

Kristina Kristiansen og NFH hentede sine første to point i slutspillet. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

TTH Holstebro er næsten ude af kampen om DM-medaljer i kvindehåndbold, mens Nykøbing Falster holder fast i en papirtynd livline.

Det må være konklusionen, efter at NFH på udebane vandt 20-15 over vestjyderne i kampen mellem to pointløse hold i slutspilsgruppe 1.

Trods sejren og de to point har NFH fortsat tre point op til København Håndbold, der lige nu indtager andenpladsen i puljen. Der er tre spillerunder til at indhente københavnernes forspring.

Nogen stor kamp blev der aldrig tale om, og især første halvleg blev præget af sjusket angrebsspil.

Værter kom tungt fra land

Hjemmeholdet havde svært ved at komme frem til kvalificerede afslutninger og formåede kun at passere Cecilie Greve i NFH-målet syv gange i de første 30 minutter, som gæsterne vandt 12-7.

Selv om TTH Holstebro var første hold på måltavlen efter sidebyttet, fortsatte NFH med at have overtaget.

Gæsterne fra Falster var ellers et stykke fra højeste niveau og lavede en række tekniske fejl.

Men hjemmeholdet havde også i anden halvleg store scoringsproblemer, og derfor blev kampen aldrig for alvor spændende for det fåtallige publikum i Gråkjær Arena.

Nykøbing Falster-spillerne fik altså slettet nullet på pointkontoen, men er tvunget til at lave noget nær fuldt hus i de resterende tre kampe for at komme i semifinalen.

Holdet skal i aktion igen på onsdag i næste uge på hjemmebane mod Odense Håndbold.

Allerede mandag spiller TTH Holstebro mod København.

/ritzau/

Facebook
Twitter