Odense Håndbold vinder for 11. gang i streg

Odense Håndbold har stadig ikke tabt eller spillet uafgjort i dameligaen. Lørdag blev Aarhus United slået.

Odense Håndbold tog sejren mod Aarhus United, hvilket var den 11. sejr i træk for fynboerne. (Foto: Birgitte Carol Heiberg © Scanpix)

11 sejre i 11 kampe.

Sådan lyder Odense Håndbolds statistik i dameligaen, efter at det lørdag blev til en sejr på 26-25 over Aarhus United på udebane.

Med sejren har fynboerne fire point ned til Team Esbjerg, der indtager ligaens andenplads.

Lørdagens kamp startede jævnbyrdigt, inden Odense cirka midtvejs i første halvleg trak en smule fra. Efter at have været bagud både 9-12 og 11-14 lykkedes det dog hjemmeholdet at kæmpe sig tilbage, så holdet ved pausen kun var bagud 13-14.

Efter pausen tog aarhusianerne initiativet.

Lidt over tre minutter skulle der gå, før Simone Petersen gjorde det til 15-15. Minuttet efter bragte hun Aarhus United foran 16-15 med en kontrascoring.

Føringen holdt dog ikke længe. Trine Jensen udlignede kort efter, og Odense begyndte at trække fra, så fynboerne med et kvarter tilbage var foran 22-19.

Efter en god slutspurt lykkedes det Aarhus at bringe forskellen ned på et enkelt mål med halvandet minut tilbage.

Det fik Odense-træner Jan Pytlick til at tage en timeout. Det lykkedes dog ikke udeholdet at score, efter at Ditte Vind i Aarhus-målet to gange reddede fynske forsøg.

Dermed fik aarhusianerne bolden med lidt under et halvt minut tilbage med mulighed for at udligne. Men Odense-målmand Althea Reinhardt stod i vejen for Simone Petersens skud, og fynboernes sejr var en realitet.

Lørdagens nederlag var aarhusianernes første siden slutningen af august. Holdet indtager ligaens femteplads med 15 point efter 11 kampe.

Skanderborg Håndbold tog sæsonens anden sejr, da holdet lørdag knebent slog EH Aalborg med 22-21.

/ritzau/