Odense og København tager sæsonens første håndboldsejre

Sidste sæsons tredje- og fjerdeplads i kvindernes håndboldliga tog tirsdag de første point i denne sæson.

Kathrine Heindahl ses her i sidste sæsons Champions League. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Efter nederlag i første kamprunde i kvindernes liga lykkedes det tirsdag både Odense Håndbold og København Håndbold at tage sæsonens første sejre.

Fynboerne, der tog bronzemedaljerne i sidste sæson, kom på pointtavlen med en sejr på 31-23 over Viborg HK. Københavnerne, som Odense slog i bronzekampen før sommerferien, vandt hjemme 27-24 over TTH Holstebro.

Sidste sæsons sølvvindere fra Herning-Ikast var også i aktion tirsdag og fulgte op på en storsejr i første runde over Ajax København ved igen at vinde i overbevisende stil. Denne gang over oprykkerne fra Horsens med cifrene 32-23.

Tidligere på aftenen vandt Randers HK 27-25 over Skanderborg.

Jan Pytlick og Odense var foran 12-10 ved pausen i kampen mod Viborg, inden føringen, som anden halvleg skred langsomt frem, blev udbygget.

København var ved at smide sejren

Anderledes tæt var det mellem København og TTH.

Hovedstadsklubben førte ellers med fire ved pausen, men i anden halvleg nærmede TTH sig, og det lykkedes udeholdet at udligne i kampens afslutning, inden København til sidst skruede bissen på og sikrede sejren.

København Håndbold kom også på tavlen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

/ritzau/

Facebook
Twitter