Odense stormer mod semifinale med sikker sejr

Jan Pytlicks tropper kom godt fra start, da slutspillet i kvindernes håndboldliga onsdag blev indledt mod TTH.

Jan Pytlick guider sine spillere til den ene sejr efter den anden. Her til aften slog de TTH Holstebro i slutspillet. (ARKIV) (Foto: claus fisker © Scanpix)

De var ligaens bedste hold i grundspillet, og onsdag fik Odense Håndbold også en optimal start på slutspillet.

Her blev TTH Holstebros håndboldkvinder på udebane besejret med cifrene 27-23 i begge holds første kamp i slutspillet.

Resultatet betyder, at Jan Pytlicks hold har fire point i slutspilspulje 1. Onsdagens sejr giver ganske vist kun to point, men fynboerne havde på grund af deres placering i grundspillet i forvejen to point på kontoen.

TTH havde ikke point med sig fra grundspillet og har derfor stadig nul.

Allerede midtvejs i første halvleg var Odense fem mål foran TTH ved stillingen 9-4. Odenseanerne dominerede i begge ender, og ved pausen var føringen udbygget til 17-10.

Lidt bedre gik det i starten af anden halvleg for hjemmeholdet, der fik bedre styr på angrebet og så småt begyndte at nærme sig Odense. Efter ti minutter var forskellen nede på tre mål ved stillingen 19-16 i fynsk favør.

Men det lykkedes ikke TTH at komme tættere på, og den fynske sejr var aldrig for alvor i fare, selv om hjemmeholdet til sidst havde gode muligheder for at lægge pres på Odense, der i slutfasen blev mere og mere sløset.

Tættere var det i kampen mellem NFH og København Håndbold.

Hovedstadsklubben lagde bedst ud og var i flere omgange foran med fire mål i første halvleg, inden NFH kørt for pausen fik bragt forskellen ned på 13-14.

Fem minutter efter pausen fik hjemmeholdet så for første gang bragt lighed på måltavlen, siden der stod 4-4 i starten af første halvleg, da Mathilde Nielsen gjorde det til 15-15.

Men der gik ikke længe, før København igen var i kontrol og foran med tre mål ved stillingen 22-19. NFH holdt dog fast og kæmpede sig tilbage.

Med halvandet minut tilbage var der kun ét mål mellem de to hold, men de forsvarende mestre viste klassen, da det gjaldt, og tog sejren.

/ritzau/

Facebook
Twitter