Økonomisk krise i det nordjyske: EH Aalborgs spillere presses ned i løn

De økonomiske problemer skyldes ifølge EH Aalborg-direktør Henrik Skals manglende indtægter fra sponsorer.

EH Aalborgs Line Berggren Larsen i HTH ligakampen mellem EH Aalborg og Randers HK i Nørresundby Idrætscenter, lørdag den 12. oktober 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De kvindelige ligaspillere i håndboldklubben EH Aalborg er blevet bedt om at gå ned i løn som følge af økonomiske problemer i klubben.

Det bekræfter EH Aalborg-direktør Henrik Skals.

- Vi er i en svær økonomisk situation, men vi er ikke lukningstruet, siger han.

Præcis hvor meget spillerne skal gå ned i løn, vil Henrik Skals ikke oplyse. Men ifølge TV2 Sport er der tale om 50 procent.

Den økonomiske nedgang skyldes ifølge Skals manglende indtægter fra sponsorer.

- Vi laver budgetter for et år ad gangen, men vi har fået nogle overraskelser undervejs i form af manglende indtægter.

- Når en virksomhed hopper ud i utide, så er det jo klart, at vi bliver sorteper i den sammenhæng, siger Henrik Skals.

Der er tale om flere virksomheder, der er sprunget fra, fortæller direktøren.

Klubben tager nu både weekender og juleferien i brug i jagten på at finde ny sponsorerer.

- Vi skal bruge julepausen på at genopbygge vores økonomiske fundament. Vi skal være dygtigere til at sælge vores produkt og skabe forståelse af vores produkt.

- Aalborg er en sportsby, og der er mange andre stærke hold, vi er i skarp konkurrence med, siger Henrik Skals.

Klubdirektøren er usikker på, hvorvidt lønnedgangen får betydning for, om nogle af ligaspillerne vil springe fra.

- Spillerne er kede af det, men vi har en afklaring med dem inden jul i forhold til deres fulde opbakning.

- Det kan være, at der er en enkelt eller to, der søger andre steder hen. Men vi håber og tror på, at vi har et hold efter nytår, siger han.

Indtil videre er der ikke nogen, der ifølge Henrik Skals er sprunget fra.

EH Aalborg har været en del af håndboldligaen de seneste to sæsoner.

/ritzau/

Facebook
Twitter