Peter Bruun Jørgensen fyret i GOG

Håndboldklubben GOG Svendborg fyrer Peter Bruun Jørgensen som træner for kvindernes liga-hold. Dermed tiltræder Jan Pytlick med det samme i stedet for til sommer.

Peter Bruun Jørgensen skal ikke længere dirigere GOG-spillerne fra sidelinien. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Håndboldklubben GOG Svendborg fyrer Peter Bruun Jørgensen som træner for kvindernes liga-hold.

Ifølge klubben overtager den nu tidligere landstræner Jan Pytlick tøjlerne med det samme i stedet for først til sommer.

- Jeg er skuffet og ærgerlig. Jeg havde håbet på, at jeg kunne fortsætte det arbejde, jeg har lavet en del år i GOG Svendborg og slutte af på en god måde, siger Peter Bruun Jørgensen til DR Sporten, og tilføjer,

- Jeg er stolt af det arbejde, jeg har præsteret i GOG Svendborg. Jeg synes, jeg har lavet et godt stykke arbejde.

Peter Bruun Jørgensen førte holdet til en overraskende pokaltriumf mod Viborg den 30. december. Og siden er det blevet til en enkelt sejr over Aalborg DH og et uafgjort resultat i Horsens, og samlet tre point i fire kampe. Han vil nu overveje, om han skal tage imod et tilbud om at blive assisterende træner for klubbens herrehold.

Hos spillerne var reaktionen på beskeden således:

- Til at starte med var vi kede af, at vi skulle stoppe samarbejdet med Peter. Vi har været rigtig glade for ham. På den anden side kan vi godt forstå klubbens beslutning om at sætte Jan Pytlick ind, når nu vi står i sådan en alvorlig situation. Jeg håber, det er det, der skal til for, at vi kan blive i ligaen, siger anfører Winnie Mølgaard til DR Sporten.

GOG Svendborg ligger lige over nedrykningsstregen med et point mere end Team Esbjerg under stregen.

 

Facebook
Twitter