Ryan Zinglersen ny træner i Randers HK

Den tidligere Viborg- og Skive-træner skal fremover stå i spidsen for Randers HK’s håndboldkvinder.

Ryan Zinglersen er ny træner i Randers HK. (Foto: DR Sporten © DR)

Rander HK meddelte på et pressemøde mandag formiddag, at man har ansat Ryan Zinglersen som cheftræner for de kommende to sæsoner.

Ryan Zinglersen har i de seneste tre sæsoner stået i spidsen for Skive fH, der i sidste uge trak sig sin plads plads i Håndboldligaen.

- Jeg glæder mig til at komme i gang her i Randers - velvidende, at der er pres på fra starten.

- Jeg går ydmygt ind i opgaven med stor respekt for den historik der er i klubben, udtaler Ryan Zinglersen.

Vil genantænde Randers-ilden

Randers HK sluttede i denne sæson som nummer seks i ligaen og blev slået i kvartfinalen af Viborg. Kronjyderne vandt i 2012 DM-guldet efter sølvmedaljer i de to foregående sæsoner.

- Ilden har været slukket lidt i Randers og den skal tændes igen.

Den kommende Randers-træner ser frem mod at skulle arbejde med sine nye spillere, der også bør have et individuelt mål i sæsonen.

- VM på hjemmebane skulle gerne være nogle Randers-spillere på. Kunne vi få to-tre spillere med, så vil det være rigtigt, rigtigt flot, slutter Ryan Zinglersen.