SK Aarhus lukker og slukker

Håndboldklubben SK Aarhus lukker på grund af skrantende økonomi. - Der er ikke den opbakning, der skal til i Aarhus, siger formanden for klubben.

SK Aarhus lukker på grund af skrantende økonomi. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Det er slut med tophåndbold i SK Aarhus, efter bestyrelsen nu har besluttet at lukke klubben efter flere ihærdige forsøg på genoplivning af den skrantende økonomi.

- Der er ikke den opbakning, der skal til. Den findes ikke i Aarhus. Det er vores konstatering. Det er selvfølgelig med stor ærgrelse, for vi har også kæmpet imod, siger bestyrelsesformand i SK Aarhus, Erik Hedegaard, til Ritzau.

Aarhus-klubben ligger nummer otte i Dame Håndbold Ligaen, men bestyrelsesbeslutningen betyder, at aktiviteterne lukker fra dags dato. Der vil ikke blive spillet flere kampe, og der vil ikke blive trænet mere i SK Aarhus.

Forretningen SK Aarhus var simpelthen ikke sund, og klubben var blandt andet i betalingsstandsning i sidste sæson.

- Så skal man blive ved med trave rundt i, at man ikke har penge nok. Vi havde brug for venlige mennesker, der ikke har noget med sponsorater at gøre, og det kunne vi ikke fortsætte.

- Hvis der er nogen, der har lyst til at forsøge sig, så skal de være hjertelig velkommen, men jeg synes, vi har råbt op så mange gange med, at vi har brug for byens støtte.

- Vi kan konstatere, at vi ikke kan dække de store udgifter, der er. Det kan vi bare ikke, siger Erik Hedegaard.

Formanden har endnu ikke haft tid til at tænke over, at kampen for midlerne definitivt er slut.

- Så langt er jeg ikke nået endnu. Nu skal vi lige igennem det sidste og have afsluttet tingene. Det kan jeg begynde at fundere over i næste uge, siger Erik Hedegaard.

Amatørklubben bag SK Aarhus er der stadig. Det er endnu uvist, hvad planerne her er. Amatørklubben har sin egen bestyrelse.

Lukker med et lille plus

Trods et - ifølge klubben - konservativt budget og accepteret lønnedgang hos både spillere og den øvrige stab i klubben, var indtægterne for små til, at økonomien kan hænge sammen.

- Når vi vælger at reagere nu, er det blandt andet for ikke at sætte klubben i gæld, og vi håber dermed at undgå, at samarbejdspartnere til SK Aarhus taber penge.

- Det er vigtigt at understrege, at lukningen sker uden væsentlig gæld i klubben. Vi kunne være fortsat en kort tid endnu, men med udsigt til at kontoen snart vil stå i minus. Derfor lukker vi klubben med et lille plus på kontoen, hedder det i pressemeddelelsen.

Spillerne er blevet informeret om beslutningen mandag formiddag, og klubben har allerede indstillet træningen, ligesom der heller ikke bliver flere ligakampe med SK Aarhus som den ene part i denne omgang.