Skadesplagede Odense slider sig til sejr i topopgør

Odense var kun foran to gange i kampen, da Team Esbjerg blev besejret med 24-23. Også København vandt.

Odense Håndbold vinder for 12. gang i træk. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Odense Håndbold er fortsat uden pointtab i kvindernes håndboldliga efter topopgøret mod Team Esbjerg onsdag aften.

Men det holdt hårdt for fynboerne, der haltede bagefter i store dele af kampen, men vendte det hele i en hektisk afslutning.

Faktisk var Odense kun foran to gange, nemlig ved 8-7 i første halvleg, og da Mie Højlund 15 sekunder før slut scorede til slutresultatet 24-23.

Ellers var Esbjerg i førersædet i en meget tæt og jævnbyrdig forestilling. Vestjyderne førte med tre mål i første halvleg, men Odense kom tilbage efter pausen, hvor de to hold fulgtes ad.

Mie Højlund lavede to vigtige mål, der holdt odenseanerne inde i kampen i slutfasen, og Esbjerg-træner Jesper Jensen brugte sin sidste timeout ved stillingen 23-23 med to minutter igen.

Men Kristine Breistøl brændte for gæsterne, og så var det Odense-træner Jan Pytlick, der kaldte til timeout.

Odense var på kanten til passivt spil. Men Mie Højlund steg til vejrs og sikrede sit hold sæsonens 12. sejr i lige så mange kampe.

Odense Håndbolds næste kamp er på søndag i det indledende gruppespil i Champions League mod norske Larvik - et opgør du kan se på DR1 fra 13.10.

/ritzau/