Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro er klar til DM-finalen efter en nervepirrende anden semifinale mod Randers HK, der endte med en 27-26 sejr til Randers.
Da Team Tvis havde et forspring på fire mål efter 32-28-sejren i fredagens første semifinale i Randers, bliver det altså vestjyderne, der går videre til slutkampene.
Randers kom hurtigst ud af starthullerne, og gæsterne var foran hele første halvleg. Efter de første 30 minutter havde Randers sikret sig et forspring på 16-11 - en femmålsføring, der ville betyde et Randers-hold i finalen.
I slutningen af første halvleg landede Team Tvis' Kristina Kristiansen i en angrebssituation direkte ned på halebenet efter et sammenstød med to Randers-spillere.
Det lignede et exit til landsholdsstjernen, men kort inden pausen var hun tilbage på banen.
En halvleg hver
I det første opgør havde Randers en føring på 18-14 ved pausen. Men efter bare fem minutter i anden halvleg, udlignede Team Tvis til 19-19.
Historien gentog sig i søndagens opgør, hvor hjemmeholdet efter 35 minutters spil sendte bolden i Randers-målet til stillingen 18-18.
Efter at have fulgtes af et stykke tid havde Randers med 10 minutter tilbage af opgøret en føring på 25-21, og opgøret var derfor helt åbent i de sidste minutter.
Men Tvis-spillerne holdt hovederne kolde, og selv om kampen sluttede med en sejr på 27-26 til de forsvarende mestre fra Randers HK, er Team Tvis klar til finalen.
Den anden finalist skal findes i søndagens andet opgør mellem hjemmeholdet FC Midtjylland og Viborg HK. Spændingen er intakt forud for semifinalen, efter det første opgør sluttede 24-24.
Kampen i tal:
DM, semifinale, 2. kamp, kvinder:
Tvis/Holste.-Randers HK 26-27
(11-16).
Tvis/Holste.: Kristina Kristiansen 7, Mette Gravholt 5, Anna Lörper 4, Ann Grete Nørgaard 4 (1), Louise Burgaard 3, Thorey Rosa Stefansdottir 3.
Randers HK: Camilla Dalby 10 (4), Ulrika Ågren 6, Sabina Jacobsen 4, Siraba Dembele 3, Gitte Andersen 2, Sille Guldbæk Thomsen 1, Berit Kristensen 1.
Udvisninger: Tvis/Holste. 1, Randers HK 4.
Tilskuere: 3.120.
Tvis/Holstebro vinder 58-55 samlet.
/ritzau/