Tidligere landsholdsspiller stopper håndboldkarrieren efter 11 sæsoner i Randers

30-årige Camilla Dalby indstiller karrieren til sommer.

I sommeren 2019 er det slut med at juble på håndboldbanen for Camilla Dalby, der slutter karrieren. (Foto: Richard Sylvestersen © Scanpix)

Den tidligere landsholdsspiller Camilla Dalby har valgt at indstille sin karriere til sommer, og dermed bliver Randers HK den 30-årige håndboldspillers sidste klub.

Det fortæller hun i en pressemeddelelse fra Randers HK.

- Jeg har altid ladet min mavefornemmelse råde mig igennem mine valg i livet. Og den fortæller mig, at det er det rigtige tidspunkt at stoppe i Randers HK efter denne sæson. Jeg er stolt over min tid i klubben og beæret og ydmyg over alt det, som klubben har givet mig, siger Dalby.

Camilla Dalby havde en afstikker til klubben Buducnost i Montenegro, hvor hun vandt Champions League i 2015, men ellers har hun spillet hele sin seniorkarriere i Randers, og det er også der, den slutter.

- Det har altid været en drøm at slutte min karriere, hvor det hele startede, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får den mulighed. Derfor skal det sidste halve år også bruges til at slutte bedst muligt af. For holdets vedkommende vil vi gøre alt for at gribe muligheden for at nå slutspillet. Rent personligt vil jeg gerne efterlade det bedste mulige aftryk.

Camilla Dalby nåede at spille 108 landskampe fra 2007 til 2016. Hun scorede 303 mål for Danmark, som hun også nåede at repræsentere ved både OL, VM og EM.

Facebook
Twitter