Viborg smider Jakob Vestergaard på porten

Viborg HK skiller sig af med træner Jakob Vestergaard og gør Mette Klit til cheftræner for resten af sæsonen.

Jakob Vestergaard er fyret i Viborg. (Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Jakob Vestergaard er med øjeblikkelig virkning blevet løst fra sin kontrakt som træner for Viborgs håndboldkvinder.

 Det sker få timer efter, at det blev offentliggjort, at træneren fra næste sæson skal stå i spidsen for Aalborg Håndbolds herrehold.

- Siden nytår har vi været igennem en lang periode, hvor holdet ikke har spillet godt, og de seneste par kampe har desværre ikke vist den fremgang, vi havde håbet på, siger Viborgs direktør, Peter Cassøe, til klubbens hjemmeside.

- Da Jakob Vestergaard i forvejen har opsagt sin stilling med udgangen af denne sæson, har vi derfor vurderet, at det er hensigtsmæssigt at lave et skifte allerede nu, siger Peter Cassøe.

Assistenttræner Mette Klit bliver forfremmet til cheftræner for resten af sæsonen, mens den tidligere storspiller Heidi Astrup skal være assistent.

- Jeg går ind til opgaven med stor ydmyghed men også med en enorm ærgerrighed efter at få det her til at lykkes. Jeg forventer, at spillerne nu står sammen omkring deres arbejde med den samme indstilling, siger Mette Klit.

Facebook
Twitter