VIDEO Montpellier piller Nantes fra hinanden i Champions League-triumf

Montpellier var stærkest i finalen ved Final 4-stævnet i Köln, der sluttede med tre franske hold i top-3.

Med årets Champions League sejr har Montpellier nu vundet turneringen to gange. REUTERS/Thilo Schmuelgen.

For anden gang i historien er Montpellier vinder af mændenes Champions League i håndbold. Søndag i Lanxess Arena i Köln afsluttede Montpellier weekendens Final 4-stævne ved at besejre Nantes 32-26 i en rent fransk finale.

Montpellier, der vandt Champions League i 2003, var toneangivende i første halvleg, og efter de første 30 minutter førte holdet 16-13. Det skyldtes ikke mindst godt målmandsspil af Montpelliers Vincent Gérard.

Fra begyndelsen af anden halvleg kom Espen Lie Hansen på banen for Nantes. Nordmanden, der forlod HC Midtjylland i januar på grund af klubbens økonomiske problemer, markerede sig stærkt med tre mål på fire minutter, og så var stillingen 16-16.

Også Nantes-veteranen Kiril Lazarov fik scoret nogle mål, men Nantes kunne intet stille op, da Montpellier igen rykkede senere i anden halvleg.

Ludovic Fabregas og Diego Simonet scorede begge seks mål for Montpellier, mens Kiril Lazarov også lavede seks mål for Nantes.

Montpellier har taget store skalpe på vejen

Montpellier indledte i modsætning til Nantes Champions League i en seksholdspulje, der ikke blev regnet for at være lige så stærk som puljerne med otte hold.

I ottendedelsfinalen vandt Montpellier over spanske FC Barcelona, i kvartfinalen gik det ud over tyske Flensburg-Handewitt, og lørdag i semifinalen ved Final 4-stævnet vandt Montpellier over de regerende Champions League-vindere, Vardar fra Makedonien.

Tidligere søndag vandt Paris Saint-Germain kampen om tredjepladsen med 29-28 over Vardar.

Det var en gentagelse af sidste års finale, som Vardar vandt over Mikkel Hansen og co. Den danske storspiller scorede et enkelt mål i søndagens kamp, mens Henrik Møllgaard ikke kom på scoringslisten for Paris

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter