Landsholdets nyeste våben: Søvnbriller

Kvindelandsholdet har fået udleveret nogle såkaldte søvnbriller, der kan hjælpe dem under EM.

Anne Mette Hansen og Louise Burgaard viser de nye briller frem på deres Instagram-profiler. (Foto: Anne Mette Hansen og Louise Burgaard på Instagram)

Alle våben bliver taget i brug, når kvindelandsholdet spiller EM-håndbold i december måned.

Spillerne afprøver i øjeblikket nogle specielle søvnbriller, som forhåbentlig kan hjælpe dem med at falde hurtigere i søvn.

- Der er mange, der prøver nogle søvnbriller af i øjeblikket. Idéen er at frasortere det blå lys og skabe mere melatonin. Det skulle gerne gøre det lettere for spillerne at falde i søvn. Når man dag efter dag kommer sent i seng og skal omstille sig fra sin normale hverdag, så har man nogle gange søvnproblemer. Det kan det her forhåbentlig hjælpe på, siger landstræner Jan Pytlick til DR Sporten.

Spillerne fik dem udleveret i går, og fløjspilleren Ann Grete Nørgaard har indtil videre ikke haft succes med dem.

- Jeg prøvede dem i går, og idéen er, at man tager dem på en time før, man skal sove og går rundt med dem. Jeg ved ikke rigtigt, om det virker - i går havde jeg i hvert fald svært ved at falde i søvn. Men jeg prøver dem igen i morgen, hvor vi skal spille rigtigt sent - dér kunne det være rigtigt fedt, hvis de virkede, siger hun.

Louise Burgaard og Anne Mette Hansen har lagt billederne af brillerne ud på deres Instagram-profiler.

Facebook
Twitter