Lauge om holdkammerats farvel: Har så meget respekt for den mand

Rasmus Lauge vandt søndag mesterskabet med Flensburg-Handewitt og sine fem danske holdkammerater.

Thomas Mogensen sluttede sin karriere i Flensburg-Handewitt af med et mesterskab. Photo by: Axel Heimken/picture-alliance/dpa/AP Images (Foto: Axel Heimken © Scanpix)

Flensburg-Handewitt blev søndag tysk mester i herrehåndbold ved at slå 22-21 Frisch Auf Göppingen.

En præstation, der ikke er set siden sæsonen 2003/2004. 14 år uden mesterskab, og det kunne da også ses på banen, hvor nerverne var en smule ude på tøjet mod slutningen, fortæller den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge.

- Det blev lige lidt for spændende, men en sejr på ét mål var jo nok. Ej det var lidt noget rod, vi havde også ønsket os, at vi kunne slappe lidt af til sidst, men sådan gik det ikke, siger Rasmus Lauge, der i den seneste uge for alvor har mærket det den mesterskabshungrende bys opbakning.

- Jeg regner med at det bliver en rigtig, rigtig vild fest. Der har været en vanvitittig euforisk stemning i byen den seneste uge, og det har været umuligt at bevæge sig rundt i byen uden at få et klap på skulderen, lyder det fra Lauge, der efter kampen kunne se sin holdkammerat Thomas Mogensen med en megafon blandt fansene.

Mogensen, der har spillet 11 år i Flensburg-Handewitt, stopper i klubben og skifter til Skjern Håndbold efter sæsonen.

- Jeg ved, hvor meget det betyder for ham, og at han kan slutte af med et mesterskab, hold nu op, jeg har så meget respekt for den mand. Det er fantastisk at kunne være en del af at kunne give ham det, siger Lauge.

Facebook
Twitter