Mors-Thy ude for bizar oplevelse i Rumænien

Mors-Thy-spillernes udstyr dukkede aldrig op til weekendens Europa Cup-kamp i Rumænien.

Mors-Thy-træner Jan Paulsens mandskab måtte spille i en blanding af nyindkøbt og lånt tøj. (Foto: DR © DR Sporten)

Det var ikke kun Århus Håndbold, der ovar ude for specielle oplevelser i forbindelse med et udebanenederlag og dermed samlet exit fra håndboldens europæiske turneringer i weekenden.

Det bliver nemlig heller ikke til mere europæisk bold for Mors-Thy Håndbold i denne sæson, efter at Jan Paulsens mandskab tabte returkampen mod HCM Constanta med 32-26.

Der var igen helt bizarre omstændigheder, der gjorde sig gældende omkring kampen i Rumænien.

Mors-Thy kunne nemlig ikke spille i deres normale spilledragter, da deres bagage aldrig dukkede op. Derfor lånte man sig frem til et sæt grønne t-shirts.

- Vi mellemlandede i Amsterdam, og da vi så nåede frem til Bukarest, fik vi af vide, at vores bagage ikke var med flyet, men at den var på vej.

- Vi ventede derfor tre-fire timer i lufthavnen, men intet skete, så vi besluttede at tage bussen til Constanta, men missede vores træning lørdag lørdag aften, fortæller træner Jan Paulsen til DR Sporten.

Det jyske mandskab var også uden sko, shorts, underbukser og knæbeskyttere, så dette blev søndag sikret efter en hurtig indkøbstur til en rumænsk sportsbutik.

- Vi missede også træningen søndag, da bagagen stadig ikke var nået frem, så ved middagstid blev vi nødt til at køre til en Intersports-butik for at skaffe sko, beskyttere og sågar underbukser.

- Det lykkedes at få sko til alle spillere, men der var ikke nok beskyttere, så vores sundhedsteam kom på overarbejde med at tape spillerne op.

- Efter vi havde været ude at handle, så havde vi lige en time til taktik, og så var det ud at spille kamp, lyder det fra Mors-Thy-træneren.

HCM Constanta vandt kampen med 32-26 og efter en sejr på 27-26 i det første opgør i Danmark, er rumænerne videre i EHF Cuppen med en samlet sejr på 59-52.

Heldigvis for Mors-Thy-spillerne var bagagen nået frem til lufthavnen i Rumænien, da man igen natten mellem søndag og mandag skulle vende næsen hjem mod Danmark.

Facebook
Twitter