Morten Stig: Qatars succes kan åbne op for regelændring

Qatars lejesvende har haft stor succes ved VM. Det kan blive nøglen til at undgå en gentagelse i fremtiden, mener generalsekretær i DHF Morten Stig Christensen.

VM i Qatar kom ikke overraskende til at handle meget om værtsnationen, der søndag tabte finalen 25-22 til Frankrig.

Qatars landshold er et kludetæppe af nationaliteter. Cuba, Serbien, Spanien og Frankrig er blandt de nationer, der er repræsenteret på Qatars landshold i form af dyrt indkøbte lejesvende.

Det er det internationale håndboldforbund IHFs regler, der tillader den groteske konstruktion af et købelandshold.

Generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, håber, at Qatars succes ved VM-slutrunden kan åbne for en regelændring.

- Da reglen blev indført, var vi nationer, der syntes, det var en fuldstændig mærkværdig regel, i undertal. Der var 199 delegerede til IHF-kongressen og der har måske været 30 lande, der har reagerede mod det her. Vi havde ikke en chance for at gøre noget ved det dengang, siger Morten Stig Christensen om reglen, der har tilladt Qatar at tilknytte spillere, der ikke har optrådt på et andet landshold i de seneste tre år.

- Det, vi ser nu, er, at de nationer, der var for forslaget, kan se, at det giver nogle groteske situationer. Tidligere har man set en eller to spillere skifte nationalitet. Det cirkus har vi altid været imod, men nu ser det ud til, at vi kan komme igennem med at få det ændret, siger Morten Stig Christensen.

Det svenske håndboldforbund har stillet et forslag om, at spillere fremover kun kan repræsentere én nation i løbet af karrieren. Det forslag bakker DHF op om, siger Morten Stig Christensen.

Næste VM i håndbold spilles i 2017 og afholdes i Frankrig.