Nøddesbo i finalen ved VM for klubhold

Barcelona med Jesper Nøddesbo er finaleklar ved VM for klubhold. Til gengæld er Flensburg overraskende ude.

Barcelona-spillerne jubler efter semifinalesejren på 39-29 over El-Jaish. (Foto: ALI HAIDER © Scanpix)

Styrkeforholdet var klart, da det stjernebesatte Barcelona-mandskab spillede sig i finalen ved VM for klubhold. I semifinalen blev El-Jaish fra værtsnationen Qatar besejret med 39-29.

Jesper Nøddesbo havde en stor andel i finalepladsen med seks mål på syv forsøg, mens den tidligere AG København-fløj Gudjon Valur Sigurdsson blev stopscorer med syv mål.

Dermed har Barcelona fortsat mulighed for at forsvare sidste års triumf ved Superglobe, hvor de kontinentale mestre sætter hinanden stævne.

Til gengæld bliver finalen højst overraskende ikke imod danskerklubben Flensburg-Handewitt, der tabte med 26-27 til et andet hold fra Qatar, Al-Sadd.

Lasse Svan blev topscorer for Flensburg med otte mål. (Foto: ALI HAIDER © Scanpix)

Landsholdsfløjen Lasse Svan Hansen gjorde ellers, hvad han kunne med otte scoringer, men en tysk føring på 19-12 blev hentet efter fantastisk spil af målmanden Youssuf Abdulla.

I sidste sekund så Anders Eggert egentlig ud til at have udlignet på straffekast, men dommerne underkendte målet, fordi de mente, danskeren brugte for lang tid på at afslutte.

Finalen mellem Barcelona og Al-Sadd, der vandt VM for klubhold i 2002, spilles fredag aften klokken 21 dansk tid i Doha.

Facebook
Twitter