Overlegne Odense Håndbold vinder med 15 mål i Champions League

De danske håndboldkvinder vandt overbevisende over Budocnost fra Montenegro i Champions League.

Tilskuerne havde allerede klappet i langt over et minut, da udeholdets Ivana Godec i de døende sekunder pyntede på resultatet.

For de havde set Odense Håndbold ydmyge de montenegrinske gæster fra Budocnost med 39-24 i kvindernes Champions League lørdag aften.

På det efterfølgende pressemøde var Odenses cheftræner Ole Gjeksted da også ganske tilfreds.

- Vi har stadig meget arbejde foran os, men især første halvleg var virkelig god, og de to point er meget vigtige, sagde han.

Og der havde været masser at klappe af. For ganske tidligt i opgøret stod det klart, at de orange harpiksatleter fra Fyn skød med skarpt.

Efter 11 minutter var Odense således foran med otte mål, og anført af den flyvende hollænder Dione Housheer, tromlede hjemmeholdet over Budocnost, der har vundet Champions League to gange (i 2012 og 2015, red.).

Landsholdsprofilen Mie Højlund scorede tre mål for Odense Håndbold. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Ved pausen var de danske vicemestre således oppe med hele 24-8, hvilket handlede om, at holdet var yderst fokuserede, sagde Dione Housheer på pressemødet.

- Vi kunne alle finde muligheder for at score eller sætte andre op, så det var en god holdpræstation i første halvleg, lød det.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen.

Tilbage på det europæiske spor

Dermed var der brug for en pausetale af de store fra håndboldlegenden Bojana Popovic, der ud over at have vundet Champions League med Slagelse DT og Viborg HK, er træner for Budocnost.

Men selvom den montenegrinske cheftræner i sin tid var kendt for at smøge ærmerne op og trylle med en håndbold, kunne hun intet gøre for at afværge nederlaget i anden halvleg.

Odense Håndbold havde kampen igennem leveret en solid indsats i forsvaret, hvilket fortsatte i de sidste 30 minutter.

Odense har nu to point i to kampe i Champions League. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Krydret med en velsmurt kontrafase blev forspringet udbygget, inden Odenses cheftræner, Ole Gjeksted, begyndte at skifte ud og spare sine spillere.

Luften gik måske en smule af håndbolden, men det holdt ikke Odense Håndbold fra at køre sejren sikkert i land. Dermed fik danskerne rodet bod på den lunkne start på Champions League, hvor man tabte på udebane til CSM Bucuresti med 24-28.

Lørdagens opgør var en perfekt optakt til den kommende uge for Odense, hvor Nykøbing Falster Håndboldklub venter i ligaen onsdag, inden Champions League-kampagnen fortsætter søndag med en udekamp mod franske Brest.

Søndag eftermiddag venter der mere Champions League-håndbold med dansk deltagelse. Klokken 15.55 skal Ikast møde franske Metz, og du kan se med på DR1 og DRTV samt følge med her på DR.dk.