Pytlick får ny assistent på landsholdet

Ulrik Kirkely skal fra efteråret hjælpe Jan Pytlick i bestræbelserne på at sikre håndboldkvinderne succes.

Ulrik Kirkely, som her agerer som landstræner for Bahrain, tager over fra Kim Jensen på kvindelandsholdet. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Ulrik Kirkely bliver fra efteråret ny assistenttræner for Jan Pytlick for kvindelandsholdet i håndbold.

40-årige Kirkely, der i øjeblikket er træner for Bahrains herrelandshold, overtager jobbet fra Pytlicks mangeårige hjælper, Kim Jensen, den 1. september.

- Ulrik er taktisk ualmindeligt skarp på alle spillets små detaljer og hans spidskompetence omkring offensivt forsvar vil helt sikkert være et endog usædvanligt stort aktiv i vores kommende arbejde, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse fra DHF.

Generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, glæder sig over, at det er lykkedes at tilknytte Ulrik Kirkely på en aftale frem til december 2015.

- Vi har været endog særdeles grundige i vores research, og i DHF er vi både stolte over og glade for at kunne tilknytte en så stærk profil som Ulrik Kirkely som afløser for Kim Jensen, der i sine 16 sæsoner som assistent har ydet et uvurderligt stykke arbejde for dansk kvindehåndbold.

- I DHF har vi store forventninger til, at Ulrik Kirkely i det fremadrettede arbejde med kvindelandsholdet vil kunne bidrage med nye og spændende vinkler, og vi ser ham som det perfekte supplement til Jan Pytlick, siger Morten Stig Christensen.

Ulrik Kirkely spillede som aktiv for blandt andet GOG, og har trænet KIF Vejens kvinder samt været landstræner for Bahrain og Saudi Arabien.

/ritzau/

Facebook
Twitter