Pytlick tror på medalje trods hård pulje

Jan Pytlick tror, at hans netop udtagede OL-trup kan vinde medaljer ved OL trods ekstremt svære modstandere.

(Foto: DR © DR Sporten)

Mandag udtog Jan Pytlick 12 af de 14 håndboldkvinder, som skal forsøge at hive en dansk OL-medalje hjem ved sommerens OL i London.

Og den danske landstræner mener, at håndboldkvinderne kan spille med om medaljer, selvom deres pulje er særdeles hård.

- Det er dødens pulje, vi er kommet i til OL. Det er mange rigtig dygtige hold, der er med, siger Jan Pytlick.

- Worst case er at tabe alle kampe, fordi holdene er så stærke. Vi har kun to spillere, der tidligere har spillet et OL, så det er en stor udfordring.

- Men er vi i stand til at abstrahere fra det, så er vi også i stand til at vinde medaljer. Jeg synes, vi sommetider har været lidt defensive. Men vi vil gerne et step højere op, siger landstræneren.

Som en af de store overraskelser er Camilla Dalby ikke med i OL-truppen. Men der er stadig to åbne pladser på holdet, som Jan Pytlick vil udfylde i løbet af den kommende uge.

Og Dalby kan stadig nå at blive en del af det danske hold.

- Normalt er Dalby med. Jeg håber, hun kan skærpe sig i den sidste periode, så vi kan tage hende med, lyder det fra landstræneren.

Det danske kvindelandshold spiller deres første kamp 28. juli, hvor Danmark lægger ud mod Sverige.

I OL-sammenhæng har det danske kvindelandshold i håndbold haft en række meget succesfulde turneringer med guldmedaljer i både 1996, 2000 og 2004.

Derudover har de danske kvinders resultater dog været skuffende de seneste år, og deres sidste medalje fik de således i hus tilbage i 2004.

Jan Pytlicks mandskab skal møde Norge, Frankrig, Spanien, Sverige og Sydkorea ved OL i London.

/ritzau/

Facebook
Twitter