Qatar-holdet er som bland selv-slik

Værtsnationen kan stille op helt uden lokale spillere – og derfor kan de overraske.

Qatars håndboldlandsholdet er samlet fra mange forskellige lande. (Foto: Madmagasinet © DR)

Der er næsten ikke noget bedre, end når man får det, som man vil have det. Nogenlunde sådan må de have det i Qatar, hvor håndboldholdet er blandet sammen som en god pose bland selv-slik.

Der er nemlig lidt af hvert, hvad nationer angår. Bosnien, Montenegro, Spanien, Cuba, Frankrig og Tunesien. En skøn blanding af spillere, der pludselig forvandler den upåagtede håndboldnation til en nation, vi skal holde øje med.

- Det bliver at spændende at se hvor langt Qatar er nået. De har jo haft to års næsten uafbrudt træningslejr, så de er bedre sammenspillet en de andre hold, fortæller DR Sportens håndboldkommentator Jens Jacob Juulsager.

Grunden til at det er muligt på den måde at sammensætte et hold er, at håndboldspillere kan skifte til et nyt landshold efter en landsholdspause på tre år. Det har tidligere bragt Nikolaj Markussen i spil for netop Qatar, men den danske venstreback takkede nej.

Nikolaj Markussen blev valgt fra af Gudmundur Gudmundsson en uge før slutrunden og er derfor ikke med i Qatar. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Spansk guldtræner

Manden i spidsen for projektet er spanieren Valero Rivera, der for to år siden førte sit til tops på hjemmebane og afsluttede triumfen med at udspille Danmark, som vi vel næsten aldrig er blevet udspillet før.

Hjemmebane har han også denne gang, selvom han ligesom mange af spillerne nok skal kæmpe lidt for at synge med på nationalmelodien.

Og netop hjemmebanesituationen har der været snakket og skrevet en del om. Rygterne lyder blandt andet, at Qatar har købt 60 spanske tilskuere til at skabe stemning i hallen.

- De skal nok få noget opbakning på den ene eller anden måde, og jeg tror sagtens, de kan nå en kvartfinale. Om de så kan levere sensationen og kommer videre derfra, det tvivler jeg trods alt på. De har nemlig ikke den samme bredde i truppen, som de absolutte tophold, siger Jens Jacob Juulsager.

Stærke målmænd

Qatar indleder i aften VM-turneringen med premierekampen mod Brasilien. Her er det især værd at holde øje med værternes stærke målmandsduo bestående af Danjel Saric (Bosnien) og Goran Stojanovic (Montenegro). Derudover er højrebacken Zarko Markovic med en fortid i HSV også værd at holde øje med.

Og som de fleste poser bland selv-slik er Qatar ikke så tosset endda. I sommer lykkedes det eksempelvis kun Danmark at spille uafgjort mod holdet med de mange nationaliteter.

Nikolaj Markussen blev valgt fra af Gudmundur Gudmundsson en uge før slutrunden og er derfor ikke med i Qatar. (Foto: Robert Ghement © Scanpix)

Qatars udlændinge

Danjel Saric (Bosnien)

Mirnes Grco (Bosnien)

Eldar Memisevic (Bosnien)

Goran Stojanovic (Montenegro)

Zarko Markovic (Montenegro)

Jovo Damjanovic (Montenegro)

Borja Vidal (Spanien)

Jorge Pavan (Spanien)

Rafael Capote (Cuba)

Bertrand Roine (Frankrig)

Wajdi Sinen (Tunesien)