’Regnede du med, at jeg talte så godt dansk?’ Rødder i Congo, rundet af Jylland. Målmand møder fordomme med sort humor

Som to-årig flygtede håndboldspilleren Shadrach Nsoni med sin familie fra borgerkrigen i Congo til Danmark og bosatte sig i lillebitte Vrå i Nordjylland.

- Må jeg spørge dig om noget?

Shadrach Nsoni glider rundt i lænestolen, som er mere pæn end praktisk, synes håndboldmålmandens krop at kommunikere.

Han ender med at rykke frem i sædet.

- Da du mødtes med mig i dag, regnede du så med, at jeg talte så godt dansk?

Paraderne nede og ingen mistro i stemmen.

Øøh ja, men jeg havde jo også forhørt mig lidt rundt omkring på forhånd. Hvorfor?

- Mange af dem jeg møder i håndboldverdenen, der ikke kender mig, taler engelsk til mig. De tror ikke, at jeg er dansk. Det havde nok været lettere, hvis jeg hed Jensen, griner 22-årige Shadrach Nsoni, målmand i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Den eneste sorte spiller i den danske Herreliga.

- Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, bruger jeg humor eller smiler for at komme ud af situationen. Det hjælper altid. (Foto: Karin Fallah © dr)

På en skala fra modløs til Melvin Kakooza hælder Nsoni i retning af TV-kendissen, når fordommene kiler sig ind i hverdagen. Og det gør de altså af og til.

Er du måske blevet stoppet på gaden af politiet, fordi de troede, at du var fupmageren Bernio Verhagen, den falske fodboldspiller, der sidste år drev gæk med Viborg FF og flygtede fra ordensmagten? Det er Shadrach.

Han lever også med modstandernes ’good game’ efter kampene og returnerer kærligt i klare, danske gloser med jysk tryk på stavelserne.

- Tak, og i lige måd’!

Kald det sort humor, selvironi, kækhed. For Shadrach Nsoni har smilet været det stærkeste våben, siden han som to-årig flygtede med sin familie fra borgerkrig i Congo til Danmark.

Altid villig til at sætte sig selv på spil. Sjov på egen bekostning, aldrig på andres.

(Foto: Karin Fallah © dr)

'Jeg er glad for, at jeg havnede i Vrå'

Nyfalden sne.

Det er det første, Shadrach Nsoni kan huske fra Danmark. Skoenes tråd i det knasende, hvide underlag.

- Mine forældre fik et chok, og jeg var bare helt vild. Altså, sne er bare sjovt at lege med, så jeg rendte rundt, som børn jo gør, og var glad. Jeg frøs også sindssygt meget, men tænkte nok ikke så meget over det, siger Shadrach Nsoni, der blandt venner bare hedder ’Shaq’.

To år gammel uden egentlig at vide eller forstå, hvorfor han, far Christian, mor Fanny og storebror Alexandre befandt sig under dalende snefnug.

- Der var rigtig mange, der flygtede, og der var også nogen, som ikke nåede det. Min morfar døde tre dage efter, at vi var landet i Danmark. Jeg er glad for, at jeg ikke kan huske noget fra Congo, siger Shadrach Nsoni.

Det kan hans storebror til gengæld, som ved siden af sit studie skriver digte om alt fra togture med DSB til traumatiserende oplevelser fra opvæksten.

’I Afrika bliver drenge ikke født, kun mænd’, lyder det i et af dem.

- Jeg startede i en sprogklasse, da jeg begynde i dansk folkeskole. Der var jeg i otte måneder, og så kom jeg over og gå sammen med alle de andre. Derefter fulgte jeg bare trinnene med min årgang. (Foto: Karin Fallah © dr)

Borgerkrigen i Congo har kostet flere millioner menneskeliv over en periode på to årtier og i håb om en bedre, mere sikker fremtid traf familien den svære beslutning at flygte til Europa.

Nogle endte i Frankrig, andre i Belgien, Shadrach Nsoni og hans familie drog til Danmark. De første tre måneder boede de i København, herefter et år i Hjørring, før Vrå i Nordjylland blev det, ’Shaq’ i dag kalder sin barndomsby.

I det ’mørke Jylland’, som håndboldmålmanden humoristisk svarer, når folk spørger, hvor han er fra.

Den eneste sorte familie i Vrå. Så ja, folk kiggede lidt ekstra ved kassebåndet hos købmanden, men selvom Shadrach Nsoni hurtigt fornemmede, at han havde en anderledes glød end klassekammeraterne, følte han sig aldrig udenfor.

- Jeg er glad for, at jeg havnede i Vrå. En lillebitte by, hvor dem omkring mig havde en anden etnisk baggrund, men stadigvæk gerne ville være venner med mig. Jeg tror, at jeg var havnet et helt andet sted, hvis jeg havde vokset op i en storby som København.

Hvorfor?

- Jeg var kommet til at hænge ud med de forkerte. Jeg havde i hvert fald ikke spillet håndbold, hvis jeg var endt i København. Så tror jeg ikke, at det havde interesseret mig. Håndbold startede også kun, fordi mine venner spillede det, siger målmanden.

Det var vigtigt for forældrene, at drengene passede deres skole og fik sig en uddannelse i stedet for ’at gå ud og lave ballade’.

- Jeg har også selv villet det meget. Det betyder meget for mig at være godt integreret, siger Shadrach Nsoni, der ved siden af tilværelsen som håndboldspiller forbereder sig på pædagogstudiet og arbejder i en børnehave.

Allerede som 17-årig flyttede ’Shaq’ hjemmefra til Holstebro, hvor han boede på håndboldcollege i tre år og blev indlemmet på byens ligahold.

- Og her mødte jeg også lidt af den her overraskelse. At en sort kunne snakke jysk. Det havde man ikke lige regnet med, griner Shadrach Nsoni.

’Det er sådan, det er’, og han synes egentlig kun, at det er sjovt, når han får mulighed for at modbevise fordommene. Som når han sparker lidt ekstra til dialekten, hvis det er bedsteforældrenes tur til at hente børnebørnene i børnehaven.

- Men jeg har faktisk aldrig nogensinde oplevet racisme. Aldrig nogensinde. Jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til det så. Måske jeg bare er god til at lukke af, siger han spørgende.

Måske. Eller måske er han bare god til at tage ting i opløbet?

(Foto: Karin Fallah © dr)

- Det kan være rigtig svært at navigere i, hvad man må sige og ikke må sige. En eller anden form for berøringsangst. Jeg synes også, at der skal være plads til humor. Det forsøger jeg i hvert fald selv. Jeg laver mange jokes om at være sort. På den måde er jeg måske lidt ligesom Melvin Kakooza, siger Shadrach Nsoni.

Han mindes en episode fra folkeskolen, hvor han havde fødselsdag.

- Min lærer sagde ’og Shaq, jeg ved, at du har noget med, du gerne vil dele ud?’.

Det havde han da. ’Negerboller’.

Klassekammeraterne rullede rundt på gulvet af grin. Læreren var straks mere politisk korrekt og stram i betrækket.

- Så stod jeg der som 13-årig og tænkte ’slap lige af. Det var en joke’.

Troede, at han var dansk statsborger

Der er gået 20 år siden familien Nsoni flygtede til Danmark, og ’Shaq’ har ikke været i Congo siden, men han vil gerne. På et tidspunkt.

Nysgerrig som han er, bliver der også spidset ører, når forældrene viser billeder og fortæller historier.

- Jeg vil gerne vide, hvor jeg kommer fra og lære mig selv at kende. Hvad der er grunden til, at jeg er her i Danmark, ser lidt anderledes ud og stadigvæk kan sproget. Jeg er en del af samfundet og alligevel også af noget helt andet, som ligger langt væk, siger Shadrach Nsoni

Lemvig Idræts- og Kulturcenter. Det kunne næppe klinge mindre af Afrika. Alligevel er der et strejf af Shadrach Nsonis rødder i det nordvestligste Jylland, når klubbens fans hænger et stort congolesisk flag op i hallen til holdets hjemmekampe. En gestus til deres målmand.

- Og det er jeg glad for. Det betyder, at de også er stolte over at have en fra Congo på holdet. En anerkendelse af, hvem jeg er. Min mor blev vildt glad, da hun så det, og at det gjorde hende glad, gjorde også mig glad, siger Shadrach Nsoni.

Flaget symboliserer samtidig også den ting ved målmanden, som endnu ikke er dansk: Passet.

Lang historie kort. Faktisk troede ’Shaq’ helt op i sine sene teenageår, at han var dansk statsborger, fordi forældrene har boet så mange år i Danmark. Der var jo aldrig problemer, når folkeskoleklassen pakkede sovepose, luftmadras og tog på lejrtur.

- Mit pas var rødt ligesom alle de andres.

Men da han blev en del af talentsystemet i Dansk Håndbold Forbund, hev en af U-landstrænerne ham til side.

’Shadrach? DHF siger, at du ikke har dansk pas?’

- Og der tænkte jeg bare ’what?! Hvad snakker du om?’.

Den var god nok, og han missede derfor de U-landskampe for Danmark, han ellers stod på nippet til at få.

Shadrach Nsoni startede til håndbold som som 10-11-årig. To træninger på fløjen og så røg han ind i målet. Holdet manglede en keeper, og der var ikke andre, som turde stå derinde. Det gjorde han. (Foto: Karin Fallah © dr)

Så da Shadrach Nsoni fyldte 18 år, søgte han dansk statsborgerskab, tog testen om alt fra Matador til Magrethe 2. og bestod. Her fire år senere stadig uden papir og håndtryk.

I stedet udnytter Shadrach Nsoni ventetiden og lister op, hvor meget han bonger ud på et ’danskhedsbarometer’.

Han snakker jysk, bor i Holstebro, spiller håndbold og har en dansk kæreste.

- Glemte jeg noget?, siger han sarkastisk.

Ja, der er faktisk også spillerprofilen på håndboldligaens officielle hjemmeside. Ud for nationalitet er der nemlig et billede af Dannebrog.

Sådan er der så meget. Og hvis Shadrach Nsoni skal være helt, helt ærligt:

- Så håber jeg da lidt, at DR Congo vinder over Danmark til herrernes håndbold-VM i januar.

Puljemøde mellem det land, der står i passet, og det land, som inderst inde føles og altid har føltes som Shadrach Nsonis hjem.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk