Rimelig dansk EM-lodtrækning

Der er trukket lod til december måneds EM i Serbien og Jan Pytlicks tropper skal møde Frankrig, Sverige og Makedonien i den indledende pulje.

Jan Pytlick og det danske kvindelandshold skal op mod Frankrigs vice-verdensmestre i EM's gruppe B. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Det danske kvindelandshold får set noget til såvel Sverige som Frankrig i de kommende måneder i og med at netop disse to af Danmarks to modstandere ved det forestående OL også kom op af bowlen, da der fredag aften blev trukket lod til december måneds EM i Serbien.

Udover Danmark, Sverige og Frankrig består gruppe B, der skal spilles i Serbiens næststørste by, Nis, af Makedonien, og danskenes Beograd-baserede parallelgruppe, A, kom til at bestå af Norge, Ukraine, Serbien og Tjekkiet - en lodtrækning, der også kunne have været betydeligt værre.

I modsatte turneringshalvdel kom gruppe C, som spilles i Novi Sad, til at bestå af Kroatien, Tyskland, Ungarn og Spanien, mens gruppe D i Vrsac udgøres af Rumænien, Montenegro, Rusland og Island.

Overblik:

Gruppe A: Norge, Ukraine, Serbien og Tjekkiet  Gruppe B: Sverige, Frankrig, Danmark og Makedonien  Gruppe C: Kroatien, Tyskland, Ungarn og Spanien  Gruppe D: Rumænien, Montenegro, Rusland og Island

Facebook
Twitter