Rusland genansætter legendarisk hidsigprop

Sidste sommer blev han fyret – nu er Evgeny Trefilov genansat som træner for Ruslands håndboldkvinder.

Evgeny Trefilov skal igen finde energien og hidsigheden frem. (Foto: Srdjan Suki © Scanpix)

Siden sidste sommer har den russiske håndboldtræner Evgeny Trefilov ikke haft mulighed for at hidse sig op på sidelinjen til Ruslands kvindelandsholdekampe.

Efter en ottendeplads ved OL i London blev Trefilov nemlig sat fra bestillingen af det russiske håndboldforbund. Men nu har selvsamme forbund valgt at genansætte den 58-årige træner, som mange håndboldinteresserede nok vil huske og genkende for sin yderst energiske og til tider hidsige opførsel under håndboldkampe.

Trefilovs job bliver i første omgang at føre Ruslands kvinder til EM 2014 i Ungarn og Kroatien. Den nu tidligere træner Vitaly Krokhin klarede ikke at få sit hold med til december måneds VM, og det har altså givet plads til Trefilovs comeback.

Evgeny Trefilov blev russisk landstræner tilbage i 1999, og mellem 2001 og 2009 sikrede han nationen fire VM-titler.

Facebook
Twitter