Skandaleklub i ny fadæse: Stillede op med seks spillere og trak sig kort inden kampstart

Ajax København trak sig kort inden fredagens kamp mod TSØ. Det er pinligt, siger Håndbold Spiller Foreningen.

Kaosset fortsætter i håndboldklubben Ajax København, hvor herreholdet ikke kunne stille hold til fredagens kamp mod Team Sydhavsøerne. (arkivfoto) (Foto: © Mette Mørk, Mette Mørk memo@vafo.dk)

Det begyndte med nyheden om en truende konkurs og et hul på 1,8 millioner kroner i kassen og er nu ved at udvikle sig til en regulær skandale.

Håndboldklubben Ajax København, som spiller i herrernes 1. division, har den seneste måned været ude i et stormvejr, hvor dårlig økonomi, manglende ulykkesforsikringer til spillerne og sidsteøjebliksaflysninger er blevet hverdagen.

Fredag aften præsterede klubben således at møde op til udekampen mod Team Sydhavsøerne med et holdkort, hvor der stod seks navne på. Som de fleste er bekendt med, må en håndboldtræner sætte syv spillere på banen ad gangen.

De manglende spillere skyldes, at Ajax i onsdags gav de spillere, der måtte ønske det, mulighed for at blive fritstillet og lede efter en anden arbejdsgiver. Det har flere siden benyttet sig af.

Lige som kampen skulle fløjtes i gang valgte to Ajax-spillere at forlade banen og satte sig ud på tilskuerpladserne. Det fremgår af DHF's regelsæt, at "et hold skal have mindst fem spillere spilleklar på banen ved kampens start" (Regel 4:1, red.), og når Ajax nu kun havde fire til rådighed, blev kampen derfor ikke spillet.

Begge holds spillere havde ellers varmet op og stod klar på banen.

DR Sporten har her til aften været i kontakt med Henrik Ritlov, bestyrelsesformand i Ajax København, for at få hans udlægning. Han havde dog ikke tid til et interview.

Nedenfor ses kamprapporten fra den nu aflyste kamp. Som det fremgår af nederste halvdel stillede Ajax København op med seks spillere.

Holdkortet fra fredagens kamp mellem Team Sydhavsøerne og Ajax København viser, at udeholdet blot havde skrevet seks spillere på. (© Divisionsforeningen Håndbold)

Situationen var meget bizar og skabte stor forvirring, siger Jakob Green, der er assistenttræner for Team Sydhavsøerne, til DR Sporten.

- Da de to spillere forlod banen, skulle der lige tjekkes efter i regelbogen, og så fandt man ud af, at kampen ikke kunne spilles.

Assistenttræneren synes, at sagen er meget trist.

- Det er overhovedet ikke i orden og situationen burde ikke opstå. Det er først og fremmest rigtig synd for spillerne, både vores og Ajax', at de skal igennem det her, siger Jakob Green.

- Det var hårdt at være vidne til, og Ajax-spillerne var påvirkede af det. Det gjorde så ondt på dem, at det gjorde ondt på hele hallen, lyder det fra TSØ's assistenttræner.

Det er anden weekend i træk, at Ajax København ikke spiller sine turneringskampe. I sidste weekend nåede Aarhus HC at køre i bus hele vejen til Hovedstaden, inden de fik at vide, at kampen var aflyst.

Hos Håndbold Spiller Foreningen ser direktør Torben Vinther på situationen i Ajax med den største alvor.

- Det er ufatteligt at se, hvad man vil udsætte sine spillere for. At sende seks mand afsted til kamp, når de ikke har trænet i to uger. Det er et nyt lavpunkt og pinligt i forhold til både modstandere, de frivillige i TSØ, det fremmødte publikum og vores sport i det hele taget, skriver Torben Vinther i en sms til DR Sporten.

Direktøren i Håndbold Spiller Foreningen, Torben Vinther, har selv en karriere bag sig som professionel håndboldspiller. (Foto: © Jan Dagø, Jan Dago)

DR Sporten har tidligere beskrevet, hvordan Ajax København i årevis ikke har tegnet ulykkesforsikringer på sine spillere. Det er foregået i mindst tre sæsoner, fortalte Torben Vinther dengang.

Det til trods for, at spillere var gået ned i løn mod at blive forsikret og samtidig få en højere dækning. Det skete dog ikke.

Til DR Sporten forklarer Torben Vinther, at spillernes ulykkesforsikringer blev betalt igen i sidste uge, hvorimod den lovpligtige arbejdsskadeforsikring først er faldet på plads i denne uge. Derfor valgte spillerne først torsdag at vende tilbage til træningsbanen efter flere ugers fravær.

Det er selskabet bag Ajax Københavns hold i herrernes 1. division, der er dybt forgældet og kæmper for overlevelse. Skat har indgivet en konkursbegæring mod selskabet, som skal behandles i skifteretten 11. oktober.